Tema / Nyere islandske fortællinger

Jeg har altid haft en forkærlighed for islandsk litteratur. Især forfattere som SjónKrístin Marja Baldursdóttir og Auður Ava Ólafsdóttir står højt på min liste over favoritter. 

 

Her har jeg samlet nogle af de nyere islandske romaner, som jeg synes, du skal stifte bekendtskab med. Her er både familiekrøniker, krimier og kærlighedsromaner, så der er lidt for enhver smag. Den islandske litteratur synes dog altid at have nogle fællestræk uanset genre. Som Martin Rytter Handberg skriver i sin artikel om det særlige ved islandsk litteratur her på siden: "Den islandske litteratur er så særlig, så pågående og så frodig som naturen i landet; sagt med andre ord, den bjergtager – den går i udbrud, snart i varme strømme og senere køligere."

 

En kultur, som er svær at sætte ord på

Gennem især beskrivelserne af karakterernes relationer og de familieforhold, der binder dem sammen på godt og ondt, får man i de islandske fortællinger et indblik i den helt særlige islandske kultur, som er meget svær at sætte ord på. I et interview med Flensborg Avis fortæller prisvindende forfatter Kristín Marja Baldursdóttir:

"Vi lever på et underligt sted, hvor der kommer sne fra himlen, og hvor det koger under fødderne. [...] Det påvirker en islændings sjæl. Vi ved aldrig, hvornår det buldrer og brager, og en vulkan kommer i udbrud. Vor holdning er, at vi arbejder i dag, men kan dø i morgen, og det giver os en følelse af en slags resignation. Derfor er Island heller ikke et normalt samfund, og derfor er det så interessant at skrive litteratur fra Island."

 

Har du fået lyst til at læse en islandsk roman, så vil jeg tro, du kan finde en herunder, som falder i din smag. 

God læselyst!

 

/ Emma, redaktør på eReolen