Billede af værterne fra podcasten Brainstorm

Tema / Øl, svampe og memo-teknik: Mød værterne fra Brainstorm

Hvor kommer tanker fra, hvorfor har hjernen brug for søvn, og lider vi alle sammen en smule af psykopati? Hjerne-podcasten Brainstorm udforsker hjernens store og små mysterier. Med videnskaben i hånden bliver værterne Jais (tv.) og Asbjørn (th.) klogere på menneskets måske vigtigste organ. Journalist på Videnskab.dk Anette Lilleøre har spurgt værtsparret, hvornår de selv har haft de største aha-oplevelser i podcasten, og hvad de er blevet mest fascineret over i deres undersøgelse af hjernen. 

 

Hvornår har I selv haft de største ”aha”-oplevelser i jeres arbejde med at lave Brainstorm?
 

Asbjørn: Jeg havde en kæmpe aha-oplevelse i afsnittet, vi lavede om eksamen og hukommelse. Jeg har før læst om husketeknikker, hvor man kobler billeder og en rute sammen for at huske bestemte ting. Men da vi lavede podcasten, faldt brikkerne rigtigt på plads. Når jeg skal huske noget i dag, prøver jeg tit at sætte et lille billede på.
 

Jais: Det har været en aha-oplevelse at finde ud af, at hjernen ikke er så modulopbygget, som jeg gik og troede. En af de myter om hjernen, man støder på, er, at den er skarpt opdelt i funktioner - at hukommelsen for eksempel sidder i hippocampus. Men alle de forskere, vi har talt med, ender altid med at fortælle os, at ’det er mere kompliceret end som så’. De forskellige funktioner sidder ikke bare ét sted, men er en pærevælling af elektriske signaler og kemiske stoffer, der farer rundt i alle mulige dele af hjernen.

 

Asbjørn: De afsnit, vi lavede om psykedeliske stoffer, var også ret fede. Det kom bag på mig, at de mennesker, der har opfundet de kunstigt fremstillede psykedeliske stoffer, selv havde eksperimenteret med dem og selv var lidt tossede. Der dukkede nogle ret vilde historier op. Det var også fascinerende at møde Mette, som selv havde oplevet et svampetrip under et klinisk forsøg på Rigshospitalet. Man fik lov at komme med på rejsen uden selv at tage svampe.

 

Har I lært noget i arbejdet med podcasten, som I kan bruge i hverdagen?

 

Jais: Vi har lavet et afsnit om, hvordan alkohol påvirker pandelappen. Altså, det er ikke, fordi det har afholdt mig fra at drikke alkohol, men det var spændende at lære om, hvordan alkohol hæmmer aktiviteten i pandelappen. 

 

Ja, for det prøvede I faktisk på egen krop i podcasten, ikke? 

 

Asbjørn: Jo, det gjorde vi! Jeg tror kun, vi drak tre øl, men jeg følte mig plørefuld af det. Jeg tror, jeg blev overrasket over, hvor stærk en påvirkning alkohollen havde, fordi jeg pludselig lagde mærke til det.  Det ville jeg ikke have opdaget, hvis vi bare havde drukket almindelig fyraftensøl.

Jais: Jeg føler også, jeg har lært meget - både noget, der gør mig klogere på hjernen, men også noget, jeg kan bruge i min hverdag. Jeg håber, lytterne har samme oplevelse.
 

Det er Videnskab.dk, der står bag podcasten Brainstorm, og du kan lytte til alle episoder her på eReolen. Find alle episoderne nævnt i artiklen herunder.

 

/Anette Lilleøre, journalist, Videnskab.dk