Tema / Ole Lund Kirkegaard - 80 år og årets klassiker

Den 29 juli ville Gummi-Tarzan, Lille Virgil og Orla Frøsnappers far – Ole Lund Kirkegaard - være fyldt 80 år. For et halvt århundrede siden udgav han sin første bog, som præsenterede et nyt barndomssyn og med det samme blev en favorit blandt store og små læsere. 
Med morsomme og kække tvist, ikoniske stregtegninger og originalitet er Kirkegaards bøger til stadig stor begejstring for både børn og voksne, og i år vil forfatteren blive hyldet som årets klassiker på klassikerdagen d. 22. september 2020.

Kirkegaards arbejdstegning

Allerede ved debuten med ’Lille Virgil’ tegnede Ole Lund Kirkegaard (1940-1979) på sin vis en skabelon for sine børnebøger og dermed sit forfatterskab. Man kan typisk kende Kirkegaards bøger på, at de er skrevet fra en skoledrengs perspektiv, som ikke bryder sig om at gå i skole. Der bliver udvist forståelse for de kåde børns drengestreger og små anarkistiske oprør mod de voksne autoriteter og samtidens snævre normer før slutningen af 1960’erne. Børneuniversets umiddelbare fantasifuldhed, dets kreativitet og opfindsomhed bliver fremelsket med nærvær og munterhed, og barnet bliver taget seriøst gennem et nøgternt sprog, hvor der er blik for barnets modsatrettede følelser.

 

Læs mere om forfatteren på Litteratursiden ved at klikke på linket her.

Find Ole Lund Kirkegaards bøger på eReolen her.