Tema / Ordblindevenlige bøger til højtlæsningen

Højtlæsning kan være noget af det hyggeligste, men det kan også være en udfordring, hvis man som forældre eller bedsteforældre har læsevanskeligheder.

"Læs med dit barn"

Derfor anbefaler jeg serien "Læs med dit barn", en serie af billedbøger, der er udgivet af Gyldendal og i samarbejde med Læs for Livet og Ordblindeforeningen. Meningen bag serien er, at ordblinde forældre eller bedsteforældre har en mulighed for at læse op for deres børn og børnebørn. 

 

Det gør de ved at tilbyde letforståelige billedbøger med masser af sjove og smukke fortællinger. Et godt eksempel er "Poulsens pirater" af  Kim Fupz Aakeson og Thomas Hjorthaab, der handler om Knud, som finder en pirat i sit skab. Knuds mor og far håber, piraten snart forsvinder, men huset flyder over med sørøvere, sabler og pistoler.

 

Jeg er også helt vild med "Omars Altan" af Trine Bundsgaard og Signe Kjær, en smuk historie om en dreng ved navn Omar, der elsker træer mere end boldspil eller legepladser. 

 

Du kan finde flere billedbøger i serien lige her. 

Rigtig god og let læselyst!

/Camilla, eReolen