Tema / På syretrip i bøgerne
Nu og da læser man en bog, hvor man må spørge sig selv, hvad forfatteren havde taget, førend vedkommende satte alle de ord sammen på den måde. Andre gange - og de er i mine øjne noget mere interessante - er det forfatteren, som spørger: hvad har personerne i min bog taget?
Svarene på det spørgsmål kommer vidt omkring. For hvis fantasien får lov at regere over, hvad vi putter i vores kroppe, bliver konsekvenserne også derefter: skræmmende, dramatiske og fascinerende.
Her er fem stoffer, du (heldigvis) kun støder på i bøgernes verden.
Soma
I 1932 udgav Aldous Huxley en roman, der både blev et fast udtryk og et blivende billede på et dystopisk samfund: "Fagre nye verden". Det er et fremtidigt samfund, hvor medborgerne bliver genetisk manipuleret for at passe ind i de kasser, som verdensstaten har opstillet for dem. Men det er også en verden, hvor øjeblikkelig behovstilfredsstillelse er en af de måder, man forhindrer folk i at stille spørgsmål til tingenes tilstand, på.
Og til det formål har man bl.a. soma, der helt grundlæggende producerer lykke. Det lyder jo meget godt i sig selv - men "Fagre nye verden" er en klassiker af en dystopi, der stadig har ting at sige om verden i dag. Så måske bør man ikke jagte lykken så hårdt.
TreØje
Et stof baseret på (blandt andre ting) absint, ammoniak, peyote-svampe og frostvæske? Måske ikke det mest tiltalende at indtage. Men det er selvfølgelig virkningen, der er vigtig - og TreØje giver brugeren evnen til at se eller på anden måde sanse overnaturlige tilstedeværelser.
Faktisk er TreØje ikke et stof i den normale forstand, men i stedet en magisk eliksir, der bliver solgt som et euforiserende stof. Og det er et af de problemer, som troldmanden Harry Dresden må tage sig af i "Stormfront", der også byder på et dobbeltmord, hvor begge ofrenes hjerter er flået ud.
"Stormfront" er første bind i "Dresdenfilerne", en serie noirkrimier med en professionel troldmand i hovedrollen - de er spændende, sjove og rappe i replikken, og TreØje er blot en af de mindre udfordringer, Harry Dresden støder på i sin karriere.
Lykke-Pluss
En pille, der både modvirker kønssygdomme og virker som et afrodisiakum? Det lyder ikke dårligt, men beklageligvis gemmer der sig andet og mere i Lykke-Pluss. Hvad skal dog ikke afsløres her.
Den pille finder du i Margaret Atwoods MaddAdam-trilogi: "Oryx og Crake", "Syndflodens år" og "MaddAddam". Her befinder vi os, efter en pandemi har lagt verden øde. Der er få mennesker tilbage, men de er omringet af sære væsener, der er opstået efter vilde gensplejsninger. Atwood er kendt for - blandt andet - sine dystopier, så måske er Lykke-Pluss-pillen en, der lover meget, men som også skal kigges efter i sømmene, før man tager den.
Dylar
Der er ingen tvivl om, at den, der opfinder Dylar i virkeligheden, kommer til at tjene en masse penge. Den rummer nemlig kuren mod frygt for døden - eller: det er i al fald det, den burde gøre.
Dylar optræder i Don DeLillos roman "Hvid støj" - et år i college-professoren Jack Gladneys liv og en skarp satire over det akademiske miljø. Det er et år, hvor hans familie går meget igennem - mystiske hændelser og et tog fyldt med kemikalier, der afspores, danner baggrunden, og på et tidspunkt går det op for Jack, at hans kone har en affære for at komme i besiddelse af Dylar. Stoffet skal fjerne den frygt for døden, som Jack også selv lider under, og snart forsøger han selv at komme i besiddelse af det.
Desværre - som antydet - virker Dylar ikke nødvendigvis som ønsket. Der er sideeffekter - såsom tab af evnen til at kende forskel på ord og den ting, som ordene beskriver. På den måde er Dylar måske det mest litterære stof på denne liste.
Melange
Melange er også blot kendt som Krydderiet - og i Frank Herberts Dune-serie er det stoffet, der binder hele det galaktiske imperium sammen. Det er et bevidsthedsudvidende stof, der giver brugerne mulighed for at se ind i fremtiden, at bøje rummet og en række andre muligheder. Og det kan kun høstes ét sted i universet: planeten Arrakis, også kendt som Dune.
Med det lille greb lader Herbert Krydderiet ikke blot udvide sindet, men også mulighederne for konflikter - ud over at være historien om den unge Paul Atreides, der skal overleve på Dune, er bøgerne også et komplekst spind af konflikter, intriger og skjulte planer. Og det er en bog, der kan ændre læseren, omend ikke lige så meget som det fiktive stof.