
Tema / Pagten og Karen Blixens fantastiske fortællinger
Bille Augusts biografaktuelle film bygger på Thorkild Bjørnvigs erindringsbog om hans platoniske kærlighedshistorie med Karen Blixen.
Karen Blixen skrev symbolske fortællinger, hvor menneskers skæbne og livshistorie er de absolutte omdrejningspunkter. Vi kan allesammen blive klogere på os selv og på livet ved at læse Karen Blixen, og man skal ikke afholde sig fra at læse hendes forfatterskab, fordi hun for den nye læser umiddelbart kan være svær at læse. Giv det tid og vend tilbage. Men gå ikke glip af Karen Blixens forfatterskab. Hun sagde om sig selv "Africa made me" – "Afrika skabte mig", hvilket henviser til den lange årrække, hun levede i Afrika.
Et fantastisk forfatterskab
Bøgerne bærer præg af den mundtlige fortælletradition, og sproget er gammeldags, farverigt og flyder over af billeder og symboler. Forfatterskabet er fyldt med et væld af intertekstuelle referencer fra verdenslitteraturen, og temaerne centrerer sig om liv, kunst, kærlighed, skæbne og identitet. Fortællingerne er ofte henlagt til at foregå i 1700- og 1800-tallet i eksotiske miljøer og eventyruniverser, som det blandt andet ses i debutsamlingen “Syv fantastiske Fortællinger”. Mest kendt er nok erindringsværket “Den afrikanske Farm”, som blev filmatiseret i 1985 af Sydney Pollack.