Tema / Rasmus anbefaler

Hver dag i december åbner vi en låge i eReolens julekalender, og bag hver låge finder du en boganbefaling til de lange vinteraftener fra eReolens redaktion. I dag, den 10. december, er det mig, Rasmus, der står for anbefalingen.

Ned i underverdenen

Robert MacFarlane har skrevet én af mine absolut største læseopture i 2020, nemlig Underland: A Deep Time Journey, hvor læseren føres ned i den foruroligende verden under vores fødder både i fysisk og metafysisk forstand. I bogen undersøges alt, hvad der har med underverdenen at gøre både natur- og kulturhistorisk, og den er skrevet i et indlevende og poetisk sprog, der præcist og detaljerigt beskriver alle mulige fascinerende undergrunde rundt omkring på kloden.

Fra antikke myter til atomaffald og økokritik

I undergrunden konfronteres vi med døden, mørket, myterne og vores nuværende og historiske skrøbelighed som menneske. Vi hører om mange forskellige rejser ned i miner, svampenetværks betydning for planter, porte til helvede, udvinding af guld, kerneboringer og massegrave. Vi konfronteres med, at vi begraver hinanden og opbevarer radioaktivt affald. Og der tegnes et billede af en planetarisk kultur- og naturhistorie, hvor vi alle er forbundne. For slet ikke at snakke om al litteratur, der knytter sig til forestillinger om underverdenen. I antikken talte man ligefrem om katabasis som en samlebetegnelse for den store mængde fortællinger om underverdensrejser. Tænk blot på Homer, Vergil, Dante eller religiøse tekster om helveder og underverdener fra mytologier.

Som lydbog er den helt perfekt

Som lydbog får jeg helt klart en oplevelse af lytte til en stor BBC-dokumentar om jordens undergrund, men hvor jeg selv skal danne billederne af de mange huler og grotter og de skæbnesvangre begivenheder, der foregår i dem. Den oplevelse må du altså ikke snyde dig selv for. 

 

Bogen anbefales varmt og især til alle, der interesserer sig for historie, litteratur og økokritisk tænkning.

God læselyst

Rasmus Riiskjær, Husum Bibliotek