Coverbillede til artikel om redaktionens boganbefalinger

Tema / Redaktionen anbefaler: bøger til din efterårslæsning

Efterårsferien står for døren, og når aftenerne begynder at blive mørke og lange, og det rusker og regner udenfor, er det højsæson for indendørshyggen for alle bogelskere! Hvis du ikke lige har nogen bøger at gå i gang med eller bare gerne vil inspireres til gode læseoplevelser, har vi her på redaktionen samlet en række anbefalinger til din efterårslæsning.

 

Anne: Klara og solen

Jeg er selv i gang med at læse Klara og solen og er helt og aldeles hooked. Bogen handler om den søde, intelligente og menneskelignende robot Klara, der flytter ind hos en teenagepige, som er syg og har brug for selskab. Det er en virkelig spændende fortælling, som kryber helt ind under huden, for der ér altså noget lidt urovækkende ved robotter, som næsten er mennesker. Selvom bogen handler om robotter, behøver man dog slet ikke at være science fiction-fan for at blive fanget. På mange måder handler historien allermest om mennesker og relationer – og så er den knaldgodt skrevet.

Dagmar: Tabita

Er du til en ægte efterårsdunkel historie, kan jeg på det varmeste anbefale Iben Mondrups Tabita. Ikke fordi den på nogen måde er et opmuntrende bekendtskab, for jeg skal da ærligt indrømme, at der blev åbnet for sluserne, mens jeg læste. Men til gengæld var historien om den lille grønlandske pige, der bliver adopteret til Danmark i 1960’erne sammen med sin fire år yngre bror, helt fantastisk rørende og hjerteskærende, og en roman, der på mest nuancerede og gribende vis afslører konsekvenserne af voksnes svigt, når ingen har øje for børnenes behov.
 

Emma: Ravnenes hvisken

Jeg har det lidt ambivalent med serier, for selvom jeg elsker at læse serier og ofte får dem læst meget hurtigt, så synes jeg, det er svært at få taget hul på dem. I sommerferien fik jeg endelig taget hul på serien Ravnenes hvisken, og hvor var det bare godt, jeg gjorde det! Bøgerne kan bedst beskrives som en slags ”nordic noir-fantasy”. Universet er bygget op omkring den nordiske mytologi og forankret i de meget smukke vers fra Vølvens spådom. Det er mytologi, poesi, action, kærlighed og magi i én stor pærevælling, og det er simpelthen så godt!
 

Ida: Ondskabens hotel

Jeg er for første gang dykket ned i Stephen Kings verdensomspændende roman Ondskabens Hotel. Og jeg kan se, hvorfor denne bog bliver betragtet som en af Kings bedste romaner. I takt med at familien Torrance tilpasser sig livet på Hotel Overlook, begynder selvsamme hotel at vise sit sande jeg og efterlader læseren med hjertet i halsen. Og så kan jeg ikke lade være med at beundre forfatterens måde at blande horrorelementer med andre tabubelagte emner – misbrug, alkoholisme og vanskelige familieforhold; det er bestemt en særlig (og skrækindjagende) læseoplevelse.
 

Maja: Nakanos genbrugsbutik

På en gade i Tokyo ligger hr. Nakanos genbrugsbutik. Her sælger de ikke antikviteter – bare gamle ting, der fylder fra gulv til loft. Butikken er rammen for historien, hvor vi møder fire personer: Ejeren hr. Nakano, som er lidt af en original, hans kunstneriske søster frøken Masayo og de to unge medarbejdere Takeo og Hitomi. Nakanos genbrugsbutik rummer ingen stejle spændingskurver, men handler om hverdagslivets små finurligheder og relationer mellem mennesker. Med sin subtile humor og ligefremhed var bogen virkelig hyggelig læsning, og den er perfekt, hvis du bare gerne vil slappe af.

 

Anne B: De uadskillelige

Lige nu er jeg i gang med at læse Simone de Beauvoirs De Uadskillelige, som handler om et tæt, men kompliceret venskab mellem de to piger Sylvie og Andrée i mellemkrigstidens Frankrig. Det er en fin lille roman om kærlighed og en spirende frihedstrang i et samfund, der ellers var præget af strenge religiøse regler. Jeg kom lynhurtigt til at holde af de to veninder, og det er svært ikke at blive rørt af Sylvies intense, men naive fascination af den stormombruste Andrée. De uadskillelige er smuk og velskrevet, og så synes jeg, den er et godt sted at starte, hvis man ikke helt har mod på at kaste sig over den lidt tungere del af Simone de Beauvoirs forfatterskab.