Tema / Redaktionen anbefaler bøger til din påske

Påskeferien står for døren, og selvom vi elsker påskefrokoster, æggejagter og gåture i forårssolen, håber vi også, at påskedagene kaster lidt stille læsetid af sig. Savner du inspiration til din påskelæsning? Her anbefaler redaktionen seks gode bøger, du kan dykke ned i, mens du slår mave på sofaen eller nyder en stille stund alene i solen. 

Karin anbefaler: Identitti af Mithu Sanyal

Hvis du interesserer dig for race- og kønsdebat eller nok rettere postkoloniale teorier og identitetspolitiske diskussioner, så vil jeg klart anbefale dig Identitti af Mithu Sanyal. Jeg tilstår gerne, at jeg skulle et stykke ind i bogen, før jeg overgav mig til fortællingen. For bogen udfordrer sine læsere på deres egen verdensopfattelse. Bogen er vanvittigt velskrevet og mesterligt udført, hvilket er med til at fastholde læseren, mens der bliver pustet og prustet til ens forståelse af politisk korrekthed.

Mai anbefaler: Flugt af Carl Frode Tiller

I romanen Flugt leverer norske Carl Frode Tiller igen fuldstændig sublim romankunst. Flugt er skrevet i et sanseligt og musikalsk sprog, som akkompagnerer historien om et forældrepar, der mister deres eneste barn, så smukt. Romanen er rørende, tankevækkende og overraskende - og helt perfekt til en stille stund i din påskeferie.

Emma anbefaler: Hvad jeg ved om kvinder på heste af Pernille Stensgaard

”At sidde på ryggen af en hest, er som at sænke sig ned i havet. Se ind i bålet. Gå ud i stormen.”

Dette er på mange måder en bog, som en stor del af Danmarks kvindelige befolkning har ventet på. Det er en smuk, klog og bevægende fortælling, som beskriver forfatterens vej tilbage til den kærlighed, hun havde til hestene som barn, efter mange år med fokus på familie og karriere.

 

Draget af en længsel efter det liv, hun levede på rideskolen, og den frihed og selvstændighed, hestene gav adgang til, begynder hun igen at ride. Hun drømmer om at komme væk fra sig selv og slippe ud af sit eget hoved. Stensgaard beskriver på fineste vis, hvordan hestene har været en vigtig del af hendes liv. Sideløbende fortæller hun historien om de første modige kvindelige ryttere, og hvordan de bemægtigede sig hesten på under hundrede år.

 

Bogen er obligatorisk læsning for alle nuværende, tidligere og tilbagevendende hestepiger.

Niclas anbefaler: For evigt af Kristina Stoltz

Vild og forviklet slægtsroman, hvor tre generationer af kvinder forsøger at bekæmpe barndommens omsorgssvigt, mens de selv giver svigtet videre til den næste generation. Fortid og nutid gror uhindret side om side, og man skal holde tungen lige i munden i den seneste roman af Kristina Stoltz. Men hvis man bærer over med mængden af karakterer og forhold at holde styr på, får man en fantastisk smuk læseoplevelse med nogle af de mest sanselige naturbeskrivelser, jeg nogensinde har læst. Man kan næsten mærke det mylder af liv, der eksploderer lige uden for vores synsvidde, og det er da perfekt forårslæsning!

Ane anbefaler: Pige, 1983 af Linn Ullmann

Stærk erindringsroman, der foregår i to spor: 1983, hvor 16-årige Linn tager til Paris for at blive model. Hun farer vild i byen og ender hjemme hos “A”, en 30 år ældre mand. De indleder et erotisk forhold, som Linn både vil og ikke vil. Hun reagerer kropsligt på ham, også med opkast! I 2021, under nedlukningerne, møder vi den modne kvinde med tilbagevendende depressioner, som måske har noget at gøre med tiden i Paris. Linn forsøger at samle den, hun var, og den, hun er - og for at gøre det må hun huske, også de ubehagelige minder. Samtidig ved hun, at erindringer er lumske størrelser ... Kan hun stole på sin egen hukommelse?

 

Mange har kaldt det en metoo-bog, men jeg synes, den er så meget mere. Der er blandt andet også fine passager, der omhandler mor og datter (altså Linn og hendes mor). Skøn, smuk fortælling - læs den!

Emilie anbefaler: Kentuki af Samantha Schweblin

Kentuki er en tankevækkende og dyster roman, der foregår i en helt almindelig verden som vores egen, hvor en lille robot er blevet populær at købe som kæledyr. Når man køber en robot, køber man enten robotten som kæledyr eller muligheden for at være robotten. Det betyder, at man i romanen både følger mennesker, der bliver overvåget, og dem, der overvåger. Det er en af de ting, der adskiller Kentuki fra andre romaner som den, da den ikke kun maler et billede af, hvad der sker, når man lader fremmede mennesker få adgang til sit liv, men også hvad du kan blive udsat for som den person, der styrer robotten.

 

Rigtig god påske fra hele eReolen!