Tema / Redaktionen anbefaler: Det skal vi læse i juleferien

Åh, du søde juletid! Fyldt med stress og jag, familiære forpligtelser og usandsynligt mange arrangementer. Her er det måske ekstra vigtigt at tage sig tid til at finde lidt ro, for eksempel med en god bog – det har vi i hvert fald planer om på redaktionen! Her får I et lille overblik over, hvad vi skal læse i juleferien.

 

Anette, Viborg Bibliotekerne: Magikerne af Lev Grossman: Da jeg så den tillokkende forside og læste bagsideteksten, vidste jeg, at den bog måtte jeg hellere gemme til juleferien. Fantasyromanen, som foregår på en hemmelig skole for magi, sammenlignes med Harry Potter, men efter at have skimmet de første par sider, fornemmer jeg, at den ikke er helt så uskyldig. Der er lagt op til drama på alle fronter og jeg glæder mig til at læse videre.

 

Niclas, eReolen: Tilintetgøre af Michel Houellebecq: En ny stor roman af min nulevende yndlingsforfatter. Jeg glæder mig til endnu en gang at tilbringe tid med en af Houellebecqs karakterer, der formentlig er en voldsomt irriterende og svært underholdende misantrop – dét sætter gang i julehumøret!

 

Emilie, Norddjurs Biblioteker: De falske liv af Boris Hansen: Jeg glæder mig meget til at gense karaktererne fra første bog og til at læse endnu en gribende fortælling, som ikke er bange for at tage nogle brutale valg.

 

Mie, Viborg Bibliotekerne: From Blood and Ash af Jennifer Armentrout (på Global): På anbefaling af en kollega, der har samme smag i fantasy som jeg – og hun kunne ikke lægge den fra sig.

 

Mai, Herning Bibliotekerne: Pige, 1983 af Linn Ullmann: Den har været på min liste siden udgivelsen, men der er hele tiden lige kommet noget pligtlæsning i vejen, så nu skal den bare have god tid og opmærksomhed i juleferien.

 

Ane, Holbæk Bibliotekerne: Jeg glæder mig til at læse den seneste roman af Lars Saabye Christensens, En tilfældig nordmand: Den fulde og hele sandhed om Gordon Mo. Jeg er vild med hans skrivestil, som er meget inddragende, og så er han en forstandig mand med masser af humor, og det kan ses/læses i hans romaner.

 

Nanna, eReolen: Jeg er vild med russisk litteratur og har lige fået anbefalet Mit liv med Dostojevskij af Anna Dostojevskaja: en selvbiografi om hendes 14 års ægteskab med den store forfatter, hvor hun ikke bare var hans hustru, men også hans stenograf, sekretær, forlægger, distributør og økonomisk rådgiver.

 

Janus, Horsens Kommunes Biblioteker: Mørket i Hill House af Shirley Jackson: Julemørket er godt til spøgelseshistorier, og Jacksons klassiker er nok den bedste af dem alle. En genlæsning for hyggens skyld – og en iskold historie for uhyggens.

 

Maja, eReolen: The Lonesome Bodybuilder af Yukiko Motoya er en lille japansk novellesamling, som jeg glæder mig til at læse i min juleferie. Jeg har hørt, at novellerne er både sjove, absurde og har et strejf af magi – og så skulle stemningen i nogle af dem minde lidt om den, man kender fra Studio Ghiblis animationsfilm.

 

Mathias, Husum Bibliotek: Livets omkostninger af Deborah Levy: Jeg glæder mig virkelig meget til at læse næste bind af Deborah Levys erindringstrilogi, som i disse år bliver udgivet på dansk. Jeg har læst trilogiens første bind – Ting jeg ikke vil vide – som både handler om Levys opvækst i apartheid-Sydafrika, hendes ungdom i England, hvor forfatterdrømmene begynder at tage form, og om livet som voksen kvinde og forfatter. Så nu skal jeg i gang med bind to, inden det tredje bind udkommer. 

 

Emma, eReolen: På det seneste har jeg læst nogle ret barske bøger om tunge, men nu må det være nok med det. I juleferien vil jeg kaste mig over første bind i YA-serien The Inheritance Games af Jennifer Lynn Barnes – en hæsblæsende thriller fuld af mørke familiehemmeligheder. Jeg er blevet lovet, at det er som at binge-watche en god serie på Netflix, så det lyder jo som den helt rigtige juleferiebog.