Tema / Redaktionen anbefaler: læsning til vinterferien

Er du en af de heldige, der har vinterferie? Og har du allerede planlagt din næste læseoplevelse, eller står du og mangler lidt inspiration? I anledning af at vinterferien nærmer sig med hastige skridt, har vi i eReolens redaktion lavet en liste over de bøger, som vi er mest spændte på at dykke ned i. For hvad er bedre at bruge sin ferie på end at søge tilflugt i læsekrogen med en god bog?
 

Anne: Blå timer
Jeg har planer om at læse eller lytte til Joan Didions Blå timer i min ferie. Jeg har tidligere læst hendes fabelagtige Et år med magisk tænkning, som hun skrev efter sin ægtemands tragiske og pludselige død. Didions ulykke sluttede dog ikke der, og Blå timer handler især om hendes magtesløshed og sorg over deres datters også alt for tidlige bortgang. Det bliver uden tvivl benhård læsning, men jeg er sikker på, at også denne bog er både rørende og livsklog.

 

Dagmar: På undersiden af dagen  
Min vinterferie er kort, og derfor har jeg også udset mig en kortere roman, På undersiden af dagen af Emeli Bergman. Romanen, jeg kun har hørt gode ord om, handler om det følelsesmæssigt opslidende og ambivalente omsorgsarbejde, det er at være au pair og have hjemme i en andre menneskers familie i et ansættelsesforhold. Mit håb er, at den hverken er for trist eller luftig til mit halvsarte vinterhumør.

 

Emma: Samtykket
For nogle uger siden så jeg en film, som handlede om en voksen kvindes bearbejdelse af en række overgreb, som hun var udsat for som barn. Filmen tematiserer blandt andet spørgsmålet om ansvar, for hviler ansvaret for overgrebene alene på overgrebsmanden? Hvad med de voksne, som så til fra sidelinjen uden at gribe ind? Filmen rørte mig dybt, så i vinterferien ser jeg frem til at lytte til lydbogen Samtykket af Vanessa Springora. Her fortæller hovedpersonen V om, hvordan hun som 13-årig havde et ”forhold” til en voksen forfatter kendt for sine seksuelle forhold til unge piger. Jeg er tyvstartet lidt på bogen, og jeg blev fanget lige fra starten. Det er hårrejsende læsning, men også et vigtigt og meget kompliceret emne, som ofte dækker over meget mere end et enkelt menneskes forkerte handlinger.

 

Ida: Døden på Nilen
I anledningen af at dens filmatisering netop har haft præmiere i de danske biografer, har jeg planer om at dykke ned i Agatha Christies roman Døden på Nilen. Her følger vi den excentriske detektiv Hercule Poirot i færd med at opklare en række mord på en udflugtstur op ad Nilen. Jeg har tidligere læst hendes romaner om den ærkeengelske Miss Jane Marple, så selvfølgelig ligger jeg inde med en forventning om endnu en læseoplevelse proppet med skarpsindige observationer og et strejf af humor, som jeg ikke kan få nok af. Den seneste filmatisering af Mordet på Orientekspressen udkom i 2017, hvilket er 83 år efter romanen med samme titel blev udgivet. Dette viser bare, hvordan Christies ikoniske værker har spændt over generationer og vil vare i mange år fremover.

 

Karin: Solvogteren
I vinterferien skal jeg læse Solvogteren for mit ældste barn, der handler om den forældreløse pige Lilja, som bor hos sin bedstefar i en verden, hvor solen er forsvundet. Solvogteren er efterfølgeren til Snesøsteren: en julehistorie, og begge ebøger er illustreret af talentfulde Lisa Aisato, som visuelt rammer bogens magiske fortælling ind i et smukt og gribende univers. Hvis du bliver grebet af Lisa Aisatos illustrationer, vil jeg også varmt anbefale hendes egen bog Livet - illustreret, som visuelt og meget rørende illustrerer de stadier og oplevelser, vi som mennesker typisk gennemgår i livet.

Maja: Skydække
Jeg ser frem til at læse debutromanen Skydække af den spanske forfatter Andrea Abreu. I en bjerglandsby på Tenerife følger vi to unge piger i løbet af en sommer, hvor overgangen fra barn til ung presser sig på, og deres venskab præges af magtkampe og ulighed. Jeg glæder mig især til romanens legende og ublufærdige sprog, og at det rummer hjemmestrikkede ord som "en lilbitsmul" og "hångklæde".

 

Anne B: Fugle i munden
Jeg holder ikke vinterferie i år, og derfor har jeg tænkt mig at læse novellesamlingen Fugle i munden, som er oplagt at fordele ud over flere korte læsestræk. Jeg så forfatteren Samanta Schweblin på LiteratureXchange for et par år siden, og er aldrig rigtig kommet mig over det. Der er noget mareridtsagtigt ved hendes måde at fortælle på, som jeg glæder mig til at opleve på skrift. I Fugle i munden møder man både børn, der spiser levende fugle og en mand, der går rundt med sin døde kone i en kuffert - så mon ikke læseoplevelsen viser sig at være præcis så urovækkende og surrealistisk, som jeg forestiller mig?

 

Vi håber, at vores anbefalinger har inspireret jer til nye læseoplevelser!