Foto af Dagmar

Tema / Redaktøren anbefaler biografier

Biografier er en fantastisk kilde til at komme ind bag facaden af mennesker, som fascinerer os, eller som har oplevet så usædvanlige og spændende ting, at idéen om, hvad man kan udrette eller udstå på bare et enkelt liv vendes helt på vrangen. De mest generøse og indsigtfulde beretninger kan få læseren til at forstå nuancerne i begivenheder, relationer og følelser, så man bliver klogere på det menneskelige og den historiske kontekst. Mine personlige yndlingsbiografier tegner nok især et billede af mine egne idoler og interesse for bøger, men jeg synes alligevel, de er en klar anbefaling værd.

Astrid Lindgren

"Denne dag, et liv" er en nyere biografi om Astrid Lindgren skrevet af ph.d. i Nordisk litteratur Jens Andersen. Historien gør, at man får et mere dybt og perspektiveret indblik i Lindgrens børneuniverser, og hvor og hvorfor historierne er opstået i hende. Man ser en mere melankolsk og mørk side af hende, bl.a. gennem breve, dagbøger og samtaler med Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, der på nærmeste hold fulgte sin mors karriere og splittede forhold til berømmelse, rigdom, ensomhed, magt og mænd.

Søren Ulrik Thomsen

"Store Kongensgade 23" er Søren Ulrik Thomsens selvbiografiske essay om det sted og den korte perode, som har sat allertydeligste spor i forfatterens ellers lange og begivenhedsrige liv. Som altid skriver Sørn Ulrik Thomsen med overvældende poetisk kraft og en digters præcision om det vidunderligt berusende møde med storbyen, men som var indhyldet i tågen fra moderens psykiske sygdom med oplevelser, »der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem," som han skriver. Nu, da moderen netop er død, trænger erindringerne sig på og slår sprækker ind til forfatterens private rum og erfaringer.

Jesper Stein

"Rampen" af Jesper Stein er nok mere en biografisk roman, end den er en biografi, men under alle omstændigheder har den en særlig ærlighed og eftertænksomhed, som gør, at historien om en families opløsning og de konsekvenser, det har, sidder i læseren selv længe efter. Jesper Stein skriver flydende og smertefuldt, så det aldrig bliver kedeligt.