Tema / Redaktøren anbefaler: De stille undergange
En god apokalypse er altid underholdende – fyldt med bulder og brag og heltegerninger og dramatiske scenerier. Men jeg må indrømme, at jeg har en særlig forkærlighed for den mere stille afkrog af genren; der, hvor det ikke handler om at handle og kæmpe for at overleve, men måske snarere om at indse, at der ikke er noget at gøre. Undergangen rykker nærmere, måske nok langsomt, men også uafvendeligt.
Undergangen synes også at være lidt oppe i tiden, hvilket måske ikke er et sundhedstegn. Jeg har fundet tre undergangsfortællinger af den slags, der ikke råber ad læseren, men snarere hvisker. Og det er ikke glade historier, der fortælles.
Termush
Sven Holms roman fra 1967 har fået en renæssance i de engelsktalende lande, efter den er blevet genudgivet af Faber og lovprist af Jeff VanderMeer. Du kan finde både originalen og oversættelsen her på eReolen.
Fortælleren er - sammen med andre, der har råd - flyttet på et hotel, der skal holde dem i live efter en atomkrig. Omkring dem er verden gået under, men de kæmper hårdt for at fastholde en kunstig normalitet. Den dag i dag føles den som et passende billede på de superriges forhold til verden omkring dem – men også af de sprækker, der opstår i deres selvforståelse.
På stranden
Nevil Shutes "På stranden" er også en ældre herre, oprindeligt fra 1957 – og har også været udgivet på dansk under titlen "Ventetid", hvilket sætter en tyk streg under stemningen i den.
Her befinder vi os i Australien - og det, der ventes på, er nedfaldet fra atomkrigen. Resten af verden er blevet udslettet, og strålingen bevæger sig nu langsomt mod Australiens kyster og de mennesker, som befinder sig der. Her er atomkrigen igen noget, der rumler i baggrunden – vi oplever den ikke, men dens konsekvenser kan og vil mærkes.
Selv hvis alt forsvinder
Og for at rykke helt op til nutiden, vil jeg anbefale Jens Liljestrands "Selv hvis alt forsvinder", der udkom på svensk i 2021. Her befinder vi os lige på knivspidsen af undergangen – i en sådan grad, at det er svært at sige, hvilken vej det vil gå.
"Selv hvis alt forsvinder" starter med en skovbrand i Sverige, som vokser til en hidtil uset størrelse og kommer til at påvirke alle. En lille familie fra det bedre borgerskab bliver læserens introduktion til klimasammenbruddet og til hykleriet. For nok er verden ved at gå under, men man skal da have lov at forkæle sig selv lidt. Liljestrands roman er skarp i en sådan grad, at man næsten tvinges til at se nærmere på sig selv -– og verden omkring én.