Tema / Redaktøren anbefaler: "En af os lyver"-serien

I "En af os lyver"-serien følger vi eleverne på Bayview High - en skole, der viser sig at gemme på mange mørke hemmeligheder. Det er en klassisk, spændende hvem-gjorde-det fortælling, og den er lige så god, som alle siger! Første bog er også lavet til en serie, som du kan se på Netflix.

En af os lyver

En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning: 

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne. Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste. Nate, skolens lokale pusher. Cooper, som er alle pigers drøm og skolens baseballstjerne. Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.

 

Men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden? En ting er sikkert: Simon havde planer om at poste saftig sladder på sin app om de fire andre. Alle har hemmeligheder i den her bog, og du når at mistænke ALLE, inden du har læst den sidste side!

En af os dræber

I "En af os dræber" vender vi tilbage til Bayview et år efter Simons død. Nogen er fast besluttet på at føre Simons arv videre, men denne gang er det ikke en app, men et spil; Sandhed eller konsekvens.

 

Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed. Phoebe, den søde, udadvendte pige, er det første offer. Og Phoebes hemmelighed er mørk. Maeve er den næste, og da det bliver Meaves bedste ven Knox’ tur, er konsekvenserne blevet dødelige …

En af os vender tilbage 

Livet har ikke været nemt for eleverne fra Bayview, siden Simon døde. Først måtte Bayview-firkløveret bevise, at de ikke var mordere, dernæst skulle en ny generation finde ophavsmanden til en ondskabsfuld leg. Nu starter det igen med endnu et spil. Da en elev pludselig forsvinder, er det tydeligt, at denne ”leg” er blevet alvor. Ingen forstår reglerne, og ingen kan føle sig sikre. 

 

Simon havde ret - hemmeligheder kommer altid frem til sidst.