
Tema / Redaktøren anbefaler: Gode lydbøger til sommeren
Der er ikke meget, der slår en god historie. Det er jo så hyggeligt at sidde sammen i familien og læse eller lytte til en god fortælling. Her er fem dejlige lydbøger (flere af dem serier), som alle vil kunne lide – også voksne.
Til de yngste
Anker og råbemanden er første bog i en serie af billedbøger til de mindste (fra 2 år) af Alberte Winding med sjove og genkendelige historier fra Ankers hverdag. I denne bog er Anker og far kommet for sent op, og de skal skynde sig, hvis de skal nå ud ad døren til tiden. Det mener far i hvert fald. Men Anker vil hellere bygge et slot af sin dyne og gemme en skat i havregrøden. Imens farer far rundt og råber: "Vi har sindssygt travlt!"
Sallys far af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen er et højtlæsningshit blandt både børn og voksne. Med sine lidt for stramme jeans, heavy metal t-shirts og helt egen tilgang til opdragelse er Sallys far et fantastisk bekendskab!
Anne Sofie Hammer skriver historier fortalt i børnehøjde med varme og humor. Hjemme hos mor får jeg altid sushi er den første bog i serien om pigen Magda, der navigerer mellem to hjem og formår at få det bedste ud af begge verdener.
Til de lidt større
Grydeklar er en samling af gale og geniale godnathistorier, fortalt af nogle af Danmarks sjoveste forfattere. I denne bog møder du verdens kedeligste dreng, drengen med den største numse og den rigeste mand på kirkegården. Det er politisk ukorrekt og meget meget sjovt!
En anden sjov samling med godnathistorier, er Sallies historier af Kim Fupz Aakeson: "Sallie er sådan en irriterende unge, der bor i mit hus. For eksempel plager hun mig hver evig eneste aften om en historie, før hun skal sove - altid lige midt i TV-Avisen. Og desværre er jeg sådan en fantastisk rar far ..."
Heldigvis er Sallies far rigtig god til at fortælle historier. Han fortæller bl.a. om Verdens uartigste dreng, Den legetøjsløse stakkel og om Pigen, der huskede det hele.
God fornøjelse og god sommer!
/Kajsa