
Tema / Redaktøren anbefaler: Noveller til efteråret
Over de blå marker af Claire Keegan
Jeg er stor fan af irske Claire Keegan, og har også oplevet hende live. Glad blev jeg derfor, da jeg blev opmærksom på, at hun er aktuel med en ny novellesamling Over de blå marker.
Samlingen består af 8 historier, der alle har Irland som omdrejningspunkt: En forsoning med landets fortid og et håb for landets fremtid, og helt sikkert en measse menneskeskæbner. Hvis jeg kender Keegan ret, så skriver hun rammende og præcist.
Gennembrudsnoveller af danske kvindelige forfattere 1870-1900 (redigeret af Pil Dahlerup)
Der har været en del debat om hvor svært det har været for kvindelige forfattere at "bryde gennem muren". Har de fået nok opmærksomhed og omtale i deres samtid, i nutiden? Sikkert ikke ... det råder denne novellesamling lidt bod på, hvor vi møder nogle af kvinderne fra Det Moderne Gennembrud. Det er noveller om en række vidt forskellige kvinders tanker og følelser i det årene 1870-1900. Glæder mig til at dykke ned i fortiden med disse kvinder, men med tanker og følelser som jeg kan spejle mig i.
Væsler på loftet af Hiroko Oyamada
Dette er Oyamadas anden bog på dansk, den første hedder Hullet, en bog jeg stadig tænker over, måske fordi jeg ikke helt forstod den, men det er også okay. Der er lagt op endnu et japansk mystisk værk, der i Væsler på loftet udforsker fertilitet, maskulinitet og ægteskab i det moderne Japan set fra en mands perspektiv.
Oyamada er fantastisk til at fremskrive urolige stemninger, der lurer i hverdagen, og fokuserer på detaljer, der giver en uhåndgribelig følelse af, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Bogens tre historier omhandler tematikker om moderskab og maskulinitet, at få eller ikke få børn. Samtidig får man som læser en idé om det moderne japanske samfunds idéer om fx fader- og moderskab og kønsrollemønstre.