
Tema / Redaktøren anbefaler personlig nonfiktion
Fakta, fagbøger, nonfiktion - kært barn har mange navne! Og byder på uendeligt mange forskellige læseoplevelser.
Jeg læser fakta for at få viden om forskellige emner, men jeg læser det også i stigende grad for den gode historie. Der kommer flere og flere nonfiktive værker, hvor man som læser både får den gode historie, som vi kender fra fx romanerne, og en masse viden om et særligt emne. Den type bøger er jeg helt vild med. Derfor har jeg fundet tre af de rigtigt gode frem her.
Det er et fucking eventyr!: med DNA-forskeren på sporet af mennesket af Eske Willerslev
"Det er et fucking eventyr! er Eske Willerslevs beretning om sin jagt på menneskets forhistorie via knogler og DNA – og sideløbende på, hvem han selv er. I 22 hæsblæsende kapitler fortæller han om sin rejse fra utilpasset skoledreng til pelsjæger i Sibirien til den prisbelønnede eliteforsker, han er i dag." Sådan beskrives bogen, og det er lige præcis det, jeg elsker! At viden og læssevis af nørdet indhold krydres med en personlig historie. Det er en helt suveræn og aldeles u-tør måde at blive klogere på. Jeg er vild med det!
Fiskejournal: en begynders bekendelser af Mikkel Frey Damgaard
I Fiskejournal følger vi Mikkel Frey Damgaard gennem en dyb personlig krise, som han kommer igennem gennem opdyrkningen af fiskeriet som hobby og sidenhen passion. Som læsere er vi med derinde, hvor det gør allermest ondt, og hvor det gør allermest godt. Samtidig byder bogen på læssevis af informationer om fisk, økosystemer, naturfilosofi og alt muligt. Jeg interesserer mig absolut ikke for fiskeri, men jeg var så opslugt af den her fortælling og naturformidlingen i den, netop fordi formidlingen hele tiden flettes ind i den personlige historie.
Havemenneske: praktiske erfaringer og tanker om det grønne af Malene Lei Raben
Havemenneske rummer fortællingen om haver før og nu, i alle dele af verden, i byen, på landet, på altanen. Det er simpelthen fortællingen om haven som idé. Om menneskets forhold til naturen. Om menneskets forhold til livet. Det er også fortællingen om Malene Lei Rabens liv og tanker gennem livet. Igen ser vi den personlige fortælling, der blandes med viden og nørderi. Det fungerer virkelig godt og giver nogle intense og stemningsmættede læseoplevelser, som man bliver klogere af. På mange måder.
God læselyst fra Mai