
Tema / Redaktøren anbefaler: Sjove læsestunder sammen
At grine sammen er den bedste afslutning på dagen, og derfor må godnathistorier gerne være sjove. Her er en liste med bøger til sjove læsestunder sammen! De fleste af bøgerne er gode til alle aldre.
Monsterklar er 9 historier til børn fra ca. 6 år, der er klar på at grine og gyse på samme tid. Hør historien om drengen Aksel, der på ingen måde tør at gå ned i kælderen for at hente toiletpapir til sin far, der sidder og venter. Eller pigen Jytte, der er sikker på, at de mærkelige lyde, der kommer inde fra stuen er et monster, men heldigvis bare er far, som øver violin. Tyggegummidamen og andre historier er også en samling med historier, hvor du kan høre om Lene Knudsen, der bliver fanget ind i en stor klat tyggegummi, en dreng, der kidnapper sin morfar, en pige, som har verdens dårligste juleaften, fordi der pludselig står to julemænd i stuen!
Ottos ikke-noget historier af Lars Daneskov (som bl.a. har skrevet bøgerne om Stenfjæs – også sjove) er ti sjove og hverdagsnære historier om alle de små og store ting, der kan blive til et “ikke-noget” i løbet af en dag. Meget genkendeligt for forældre.
Mig & Mille er skrevet af Anne Sofie Hammer, som også har skrevet bøgerne om Villads fra Valby. Mig & Mille – helt i kage handler om at møde den helt særlige ven, der får dine idéer til at poppe som popcorn og latteren til at sprutte ud af både næse og mund.
Sjove billedbøger
Anton & farmor er en serie med billedbøger, hvor Anton og hans opfindsomme farmor tager på eventyr – fx til det vilde vesten. Det bliver ikke kedeligt når de jagter farfars guldskat. Og så kan man jo ikke lave en liste med sjove bøger uden Sallys far - hele serien er fantastisk - og kan læses igen og igen. Bare numser- bøgerne er også en favorit - det er uhøjtidelige bøger som både er sjove historier og handler om nøgenhed og helt almindelige kropper. Jeg elsker illustrationerne, som er lavet af Bettina Johansson.
God fornøjelse!
/Kajsa