
Tema / Redaktøren anbefaler: Tre novellesamlinger med bid og vid
Kvinder skriver gys
12 nulevende danske forfatterinder har bidraget til denne antologi, hvor gyset ligger i det subtile. Så du kan snuse til gysergenren, men hvor det mere er frygten end volden, der gør novellerne uhyggelige. Emner som graviditet, kønsroller, mystik og spøgelser bliver behandlet i disse 12 rigtig gode bud på et godt gys.
Måske er posten sulten af Einar Már Guðmundsson
Islandske Einar Már Guðmundsson er særdeles oplagt i denne novellesamling, hvor alting bliver vendt lidt på hovedet. Vi møder Reykjaviks sære eksistenser, blandt andre den gennemgående figur i novellerne, enspænderen Helgi, der er ansat i postvæsenet på kontoret for anbefalede breve. Det er grotesk, morsomt og sørgeligt. Du griner og græder samtidigt.
Sammen og hver for sig - og andre noveller af Virginia Woolf
I en noget anden boldgade har vi engelske Virginia Woolf (1882-1941), en af de rigtig store navne i verdenslitteraturen. Novellerne er, ligesom Woolfs romanværker, en smule utilgængelige. Hun eksperimenterer med sprog, tankestrømme og genrer, men der er et glimrende forord, der giver en god introduktion til forfatterens stil og karriere. Så hvis du vil investere lidt tid på at sætte dig ind i Woolfs forfatterskab, venter der store læseoplevelser.
Ane / Holbæk Bibliotekerne