
Tema / Reportage fra Ordkraft 2018
Ordkraft 2018 – på mange måder måske den bedste Ordkraft af de 8, der indtil nu har været afholdt. Det mener i hvert fald vores kollega Erling Lykke, der sidste weekend gæstede Nordjyllands største litteraturfestival, Ordkraft.
Ordkraft 2018 er slut. I flere uger op til begivenheden har det store fælles kontor på Hovedbiblioteket i Aalborg summet af forberedelsesaktivitet. Alle de medarbejdere, der har haft en funktion på festivalen, har været travlt beskæftiget med deres del af de mange forskelligartede aktiviteter, der udgør et samlet Ordkraft. Projektlederen har arbejdet intenst i lang tid for at få alle dele til at hænge sammen, både i programmet men også i budgettet. Det er et virkelig krævende job.
Og anstrengelserne har båret frugt. Det var på mange måder en kæmpemæssig succes. Antallet af betalende gæster var større end nogensinde. Trods det måtte ingen gå forgæves til netop de interviews, de ønskede at overvære. Alle fik lejlighed til at opleve det, de ønskede at opleve. Og oplevelserne var mangfoldige og rettede sig mod alle aldre. Der var også mange gode trækplastre blandt forfatterne. Jeg nævner i flæng Svend Åge Madsen, Özlem Cekic, Sara Omar, Kim Leine, Herbjørg Wassmo og ikke mindst vinderen af De Gyldne Laurbær, Jesper Wung Sung, som fik lov at afslutte litteraturfestivalen.
For denne moderator var dette års udgave af Ordkraft en af de bedste af de fem, jeg har været med til. Festivalen bød for mig på mødet med en kendt forfatter, Jonas T. Bengtsson, en for mig ukendt Niels Peter Juel Larsen og den norske vulkan, Vigdis Hjorth. Det er altid spændende at dykke ned i et forfatterskab, som man absolut intet kender til på forhånd og så blive positivt overrasket, som det var tilfældet med Niels Peter Juel Larsen. 1. marts i år udkom hans seneste roman, Krigens barn. Den er forfatterens tilbageblik i autofiktionsform på sit liv i lyset af sin fars henrettelse kort før afslutningen på den tyske besættelse i 1945. Niels Peter Juel Larsen har ud over at skrive bøger også arbejdet som radiojournalist og har gennem 1970’erne og 80’erne lavet flere prisbelønnede radiomontager. Disse kan høres på forfatterens hjemmeside www.nielspeterjuellarsen.com.
Jonas T. Bengtsson er med sin seneste roman, Sus, nomineret til DR Romanprisen. Jonas svarede veloplagt på mine spørgsmål og gav publikum en fin indføring i sit forhold til hovedpersonen, Sus og hendes svære liv.
Min største oplevelse var uden sidestykke den norske forfatter, Vigdis Hjorth. Hun udkom på dansk i april 2017 med romanen, Arv og miljø. Bogen har vakt en vældig debat i Norge om, hvor tæt man som forfatter må gå på virkeligheden i en skønlitterær bog. Bl.a. har Vigdis Hjorths søster udgivet en anden roman med titlen, Fri vilje, som modsvar. Jeg plejer at bede forfatteren læse lidt op fra deres bog. Publikum er glade for det, og forfatteren vil som regel meget gerne. Vigdis læste ikke bare op. Hun fremførte det stykke, hun havde valgt, med en styrke og en intensitet, der blæste publikum og moderatoren omkuld. Det var intet mindre end fantastisk.
Én af begivenhederne ved det årlige Ordkraft er et VIP-arrangement for læseklubber i Region Nordjylland. Vi udvælger to forfattere, og hvert bibliotek i regionen vælger ved lodtrækning to læseklubber, som kan møde den ene af de to forfattere. Den ene forfatter i år var vinderen af De Gyldne Laurbær, Jesper Wung Sung. Den anden var Vigdis Hjorth. Læseklubberne har på forhånd forpligtet sig til at læse forfatterens bog og forberede spørgsmål. De vælger en talsmand /-kvinde, som er den der stiller spørgsmålene på deres læseklubs vegne. Jeg var moderator på mødet med Vigdis Hjorth, og vi havde erobret Øvre Foyer, som er et stort lyst rum med en dejlig udsigt over Limfjorden og Nørresundby. Mødet med Jesper Wung Sung blev varetaget af min kollega, Ida, og de var placeret i Intimsalen i nederste niveau af Musikkens Hus i Aalborg. Arrangementet varer 2 timer, som også indeholder en mulighed for deltagerne for at få signeret deres eget eksemplar af romanen. Læseklubberne havde formuleret mange gode spørgsmål til deres respektive forfatter.
Min sidste embedsgerning på årets Ordkraft var et kort interview på den åbne scene med litteraturkritikeren og radioværten, Klaus Rothstein. Overskriften var ”Hvad skal vi læse til næste år”, altså et kig på hvilke tendenser i litteraturen, vi kan forvente. Ifølge Klaus Rothstein er der to temaer, der kommer til at gå igen i litteraturen inden for alle genrer. Det ene er klimaproblemerne og det andet er flygtningespørgsmålet.
Det var således en træt, men glad og tilfreds flok moderatorer, redaktions- og bestyrelsesmedlemmer, der efter den traditionelle, afsluttende fælles fadøl, kunne gå hjem i bevidstheden om, at det gjorde vi godt. Efterfølgende henvendelser fra forfattere og andre deltagere har bekræftet det. Det er lutter positive tilkendegivelser, som er med til, at vi alle sammen allerede nu glæder os til Ordkraft 2019, hvor temaet er kærlighed.
Erling Lykke, Aalborg Bibliotekerne
Foto: Peter Søholm Simonsen