
Tema / Rikke anbefaler
Hver dag i december åbner vi en låge i eReolens julekalender, og bag hver låge finder du en boganbefaling til de lange vinteraftener fra eReolens redaktion. I dag, den 6. december, er det mig, Rikke, der står for anbefalingen.
Kvinder uden mænd af Shahrnush Parsipur
Jeg forelskede mig hovedkulds i Shahrnush Parsipurs "Kvinder uden mænd". Romanen er den skønneste blanding af feminisme, persiske myter og magisk realisme. Den foregår i 1953 med den Iranske revolution som bagtæppe. Revolutionen er ikke det centrale i fortællingen, men giver en spændende perspektivering til de egentlige fortællinger om de fem kvinder uden mænd.
Magisk, uforudsigelig og humoristisk
Gennem disse fem kvinder skildres kvinders roller og udfordringer i det moderne Iran. Jeg holdt specielt meget af historien om Farrokhlaga, der ved et uheld slår sin undertrykkende mand ihjel. Pludselig efter 32 år ser han for første gang Farrokhlaga med kærlighed og kalder hende ”skat”. Hun bliver så forskrækket, at hun skubber ham ned af trappen med døden til følge! Ikke nok med at romanen er fabulerende og smuk, den er også virkelig humoristisk.
Romanen er udkommet i Gyldendals skalaserie, som er genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede. Og det må man sige denne roman er!
God fornøjelse
/Rikke