tegning af kvinde ved vindue

Tema / Samfundets udstødte

Samfundets udstødte - dem, der ikke passser ind, og som vi helst ikke vil være ved. Litteraturen er fuld af dem, de vækker både medfølelse og afsky. Her er et par af mine favoritter.

 

God læselyst / Ane, Holbæk Bibliotekerne

Ane Riel: Bæst

Leon er en dreng med en begrænset forstand og rigtig store muskler. Han ved ikke, hvad han skal gøre med al den kraft, og selv hans mor er bange for hans knus. Romanen stiller spørgsmålet, hvem er i virkeligheden bæstet? Den mærkelige dreng eller dem, der håner og peger fingre? Romanen har tydelige referencer til John Steinbecks Mus og mænd.

Freakshows

I Annika Eibes "Freaks" følger vi et freakshow i 1800-tallets England, og det er både fascinerende, rørende, frastødende og groteskt. Også i Katherine Dunns "Freak love" er omdrejningspunktet et freakshow; vi får et indblik i hovedpersonens families omrejsende cirkus/freakshow. Og vi hører historien om, hvordan hendes mor og far udsatte moderen for stoffer under graviditeten for at få de "bedste" freaks til deres show.

Elizabeth Macneal: Dukkeværkstedet

Dukkemageren Iris møder tilfældigt konservatoren Silas til Verdensudstillingen i London i 1851. Mens Iris er optaget af muligheden for et friere liv som model, bliver Silas besat af kærlighed til hende - hvor langt vil han gå for at have hende hos sig for evigt? 

Thomas Rydahl & A.Z. Kazinski: Mordet på en havfrue:

I denne roman er Rydahl og Kazinski inspireret af vores nationaldigter H.C. Andersen - der er nemlig et hul på nogle år i hans dagbog, som han ellers flittigt skrev i. De forestiller sig, hvad der kunne være sket i hans liv i den periode og lader ham være uskyldigt dømt for mord. Nu må han bevise sin uskyld, alt imens flere lig dukker op. Det er vildt og det er godt - både HCA og den mystiske morder er udstødte.

Klassikerne

Litteraturhistorien er fyldt med udstødte. I Victor Hugos klassiker "Klokkeren fra Notre Dame" om 1400-tallets Paris møder vi den vanskabte og udstødte Quasimodo med et hjerte af guld. Han lever isoleret, men våger sig ud, da han bliver bliver dybt forelsket i den smukke Esmeralda. Også Mary Shelleys "Frankenstein" er et eksempel. Her drømmer Dr. Frankenstein om at skabe liv, og en nat lykkes det ham. Men hvad har han skabt? Sidst, men ikke mindst skal nævnes Goethes hovedværk "Faust" om en mand, som mestrer alle moderne videnskaber, men som stadig føler sig fortabt og derfor laver en pagt med djævlen.