
Tema / Science fiction fra fem nye vinkler
Som enhver anden genre er science fiction et spektrum - der findes bøger, som tegner genren og kan genkendes af stort set enhver som science fiction; der er nok ikke nogen, som vil blive overrasket over, at man kalder Asimovs "Stiftelsen" eller Gibsons "Neuromantiker" for science fiction. Og der findes et hav af bøger, som lægger sig omkring genren i et tæt kredsløb.
Men det er også et helt asteroidefelt af værker, som befinder sig længere væk. De er stadig påvirkede af den samme tyngdekraft, men det er nok ikke tydeligt for alle. Det er fem af disse bøger, jeg har fundet frem - bøger, som ikke nødvendigvis ville stå på bibliotekets science fiction-hylder, men som holdes fast i genrens usynlige favntag.
Det er gode læseoplevelser, samtidig med at det er historier, som kan give en ny vinkel på genren og anderledes oplevelser for selv den garvede sci-fi-læser.
Udhængt
Randall Morgan vender hjem efter et skriveophold, afskåret fra verden i en hytte, og uden for hans hjemby hænger der et menneske i et lygtepæl. Andre synes at være ligeglade med synet, og da han tilkalder politiet, går det snart op for ham, at der er sket noget grufuldt. En dyster horrorroman med stemning af klassisk 50'er-science fiction.
Vores døde verden
En samling bolivianske noveller, der bevæger sig flydende ind og ud af science fiction-genren. Sære, ofte drømmelignende fortællinger, fra en helt anden vinkel, end man er vant til.
Inderst inde
Isserly kører rundt i det skotske højland og holder altid øjnene åbne efter blaffere. Når hun ser dem - og hvis de lever op til de fysisk kriterier, hun høster efter - samler hun dem op og tager dem med til den gård, hvor hun arbejder. Isser er ikke menneskelig, selv om hun fremstår som en ung kvinde. Michel Faber byder på et skævt blik på det umenneskelige i en bog, der formår at være både umådeligt konkret og sært svævende.
Udsendingen
Japan efter en katastrofe, der har ændret både mennesker og miljø. Oldefaren Yoshiro passer sit oldebarn, Mumei, men de to er af forskellige generationer, og det kan mærkes i både sind og krop. Mumeis generation oplever verden på en ganske anden vis, og som om de ikke helt passer i den - eller den til dem.
En dvælende, men også mættet fortælling.
Skaberværk
Nis Dahm Sperlings debut er nok den bog på denne liste, der er lettest genkendelig som science fiction - men omtales de fleste steder blot som en bokseroman. Det er en særegen kombination - men det fungerer upåklageligt. Det er nemlig ikke almindelig boksning, der er udgangspunktet, men teknologisk manipulerede genopførsler af klassiske kampe. Og fra det udgangspunkt leverer Sperling en roman, der vokser sig stor, dramatisk og actionfyldt. Et godt dansk bud på genren.