Tema / Statistikkens magt

Det er en gammel joke, at man kan bruge statistik til at bevise hvad som helst - det ved 85 procent af Danmarks befolkning. Men det er også en gammel sandhed, at der er magt i statistik, at indsamle den og udlægge den for folk. Det har stor betydning, hvilke data man indsamler, og hvordan man præsenterer dem, og derfor kan politikere, medier og debattører i høj grad bruge statistik til at understøtte et hvilket som helst budskab, de ønsker fremhævet.

 

Jo færre, der forstår at aflæse statistik, jo mere magt får dem, der forstår at bruge den. Det kan være en træls erkendelse for folk som undertegnede, der helt klart er mere til ord end tal, men heldigvis findes der flere gode bøger, som kan hjælpe med at gøre de mange tal og grafer lettere at forstå.

 

Usynlige kvinder

Statistik former vores samfund og det gælder i høj grad også den statistik, som vi ikke indsamler. Det slår Caroline Criado Perez fast i "Usynlige kvinder". Alt for ofte indsamler vi statistik på baggrund af forestillingen om et "gennemsnitsmenneske", der er bygget op som en mand. Kvinders kroppe er anderledes end mænds, de færdes i andre rum, og besidder andre positioner i samfundet, og når de ikke tages med i overvejelserne, får det store konsekvenser: Meget medicin virker ikke lige så godt på kvinder, sikkerhedsforanstaltninger er ikke ligeså effektive, som de burde være, osv. 

 

"Usynlige kvinder" er et ret chokerende blik på hvordan enkle beslutninger, der ikke træffes af ond vilje, men på grund af blinde vinkler, kan vokse og påvirke mennesker og vores samfund helt enormt.

 

Factfulness

"Factfulness" af Hans Rosling er en noget mere positivt ladet bog, der redegør for "10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror". Det sker med baggrund i statistisk materiale, som Rosling bruger til at male et noget mere lyst billede af verden, end det vi oftest præsenteres for. Igen handler det om de blinde vinkler, som vi alle har, og som farver vores oplevelse af livet. Rosling hjælper læseren med at gå mere faktabaseret til verden og forholde sig til den, som den rent faktisk er.

 

Farligt

Og grundene til, at vi ofte forholder os til det forkerte?

 

Dem kan du læse om i "Farligt : hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder det" af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen. Her handler det bl.a. om den daglige nyhedsstrøm, og hvordan vi risikerer at drukne i den. Frygt sælger, og vi er bygget til at reagere på den, men hvorfor er vi egentlig så bange for f.eks. terror, når statistikken viser, at trafikken er langt farligere?

 

Statistik er en måde at se verden på, der kan give os en ro i hverdagen og måske kan vi gennem den genvinde en magt, der ellers kan virke tabt i et kompleks samfund. Det er tallene, der taler, men disse bøger er fyldt med ord, der hjælper dig med at forstå dem.