Tema / Steffen Larsen anbefaler

Provinspiger, fremtidsfortællinger og mislykkede vejfester. De bedste børne- og ungdomsbøger fra 2017 byder på mange spændende temaer. Hvert år kommer Politikens anmelder Steffen Larsen på besøg på Dokk1 i Aarhus, hvor han fortæller om alle de bøger, han har læst i årets løb – og ikke mindst hvilke af dem han vil anbefale andre at læse. Her har vi samlet nogle af Steffen Larsens favoritter.

 

Børnebøger

Vitello redder verden er den nyeste bog i Kim Fupz Aakesons serie om den snarrådige dreng Vitello, som tydeligvis falder i Steffen Larsens smag. I denne bog er Vitellos mor noget bekymret for verdenssituationen, så Vitello beslutter sig for at hjælpe.

Også i serien om Balladeklubben er der nyt på boghylden. Balladeklubben er en af de dejligt platte og muntre børnebøger, som bør anbefales, fordi humoren i høj grad tiltaler børn. Det samme gælder makkerparret Wulffmorgenthalers bog Mugge & vejfesten, hvor de voksne roder sig ud i en masse forviklinger og ender med at ryge i totterne på hinanden ved den årlige vejfest.

Har du et barn, som er vild med dyr, så er det også oplagt at stifte bekendtskab med Kim Leines bog Pigen der kunne tale med hunde. Bogen handler efter sigende om Kim Leines egen datter, som gik rundt blandt slædehundene på Grønland med sin tryllestav og talte med hundene og legede med deres hvalpe. En dag går det galt, og hundehviskeren må en tur på hospitalet. Men alt ender godt til sidst.  

I anledning af, at Kim Fupz Aakesons bog Jeg er William fra 2013 kommer i biograferne anbefaler Steffen Larsen desuden, at både børn og voksne får læst denne bog, hvis de ikke allerede har gjort det.

I den lidt mindre muntre afdeling anbefaler Steffen Larsen bogen Anton – og den tungeste byrde, som også er en del af en serie. Anton er ked af det, men har svært ved at tale med de voksne om det. Det kan godt være svært at tale om de ting, der gør en ked af det, men måske kan denne bog hjælpe.

Er man til børnebøger med fagligt indhold, så er bogen Hvem bestemmer i Danmark? anbefalelsesværdig. ”Det er godt, den er kommet. Selvom den altså lidt ligner noget fra 50’erne”, siger Steffen Larsen

 

Ungdomsbøger

Til de lidt ældre børn anbefaler Steffen Larsen en håndfuld serier, som alle er blevet et bind rigere i 2017. Spektrum-serien af Nanna Foss og serien om Næslandet holder kadencen og er fortsat fremragende fantasy-læsning. Malene Sølvstens 2. bind i serien Ravnenes hvisken lever ifølge Steffen Larsen ikke helt op til den høje standard fra første bind, men er man blevet fanget af historien, er den bestemt læseværdig. Den er desværre ikke på eReolen endnu, men har man ikke læst første bog i serien, så kunne man jo starte der. En anden god serie i den overnaturlige genre er Terra Nova-serien. 3. bind, Den som husker, er spændende og dyb – men også lidt rodet.

Sidst men ikke mindst anbefaler Steffen Larsen en håndfuld mere realistiske ungdomsbøger, bl.a. bogen Provinspis om pigen Ida, som har travlt med at blive færdig med gymnasiet og væk fra sin barndomsby. En anden yderst interessant ungdomsroman er The Hate U Give, som handler om racediskrimination i USA, og er både aktuel og meget spændende, hvis man interesserer sig for amerikansk kultur. Bogen findes på eReolen som lydbog. Aktuel er også bogen Jeg siger det af Kristian Ditlev, som handler om en ung dreng, som gennem flere år bliver misbrugt af en ældre ”ven”.

En ungdomsbog, som Steffen Larsen fremhæver som en af de allerbedste fra 2017, er Adam Silveras De dør begge til sidst. Her får to unge fyre besked om, at de skal dø indenfor 24 timer. Så nu er det med at få det bedste ud af den tid, de har tilbage.

Har du svært ved at orientere dig i den store mængde litteratur, der hvert år udkommer til børn og unge, håber vi, at du kan lade Steffen Larsens mange års erfaring komme dig til hjælp.