
Tema / Stem til Læsernes Bogpris 2023
Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker inviterer dig til at deltage i afstemningen om at kåre den bedste danske bogudgivelse fra 2022.
Frem til den 23. april 2023 kan du stemme på din helt egen favorit blandt de 10 nominerede bøger. Bøgerne er nomineret af repræsentanter fra Danmarks Biblioteksforening, Ordkraft og Litteratursiden, og vinderen af prisen og de 50.000 kr. bliver afsløret på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2023 i Odense d. 27. april.
De nominerede bøger
Fælles for de nominerede bøger er, at de har appelleret til mange læsere og er blevet diskuteret på bibliotekerne i det forgangne år. Feltet rummer både romaner, digte og fagbøger samt to børne- og ungdomsbøger. Bøgerne er vidt forskellige og afspejler således mangfoldigheden i årets udgivelser. Alligevel berører alle bøgerne på en eller anden måde tidens temaer og tendenser, og flere af dem tager afsæt i forfatterens egen livshistorie.
De 10 nominerede er:
Stine Askov; Nøjsomheden
Glenn Bech; Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Katrine Engberg; Det brændende blad
Sarah Engell; Skoven
Niels Frank; Fanden tage dig
Lykke Friis; Tårernes Europa
Tine Høeg; Sult
Benjamin Koppel; Annas sang
Iben Mondrup; Vittu
Sanne Munk Jensen & Kim Fupz Aakeson; Au pair
Stem på din favoritbog
Til og med den 23. april kan du stemme på din favorit på hjemmesiden https://laesernesbogpris.dk/, hvor du også kan læse meget mere om de nominerede bøger og se videoer med forfatterne bag.
De nominerede bøger kan også lånes her på eReolen - du finder dem i listen herunder.