Tema / Stine Askov - om at vente på katastrofen

"Katalog over katastrofer" er historien om den unge og utilpassede Helle, der vokser op hos sin far i Nordsjælland med 80’ernes katastrofebevidsthed helt inde under huden. Helles far har taget ansvaret for sin datter og er så bange for katastrofer, at han fysisk og mentalt forsøger at ruste sin datter til at kunne modstå og overleve selv de største farer.

 

Kære Ronald

Ideen til romanen opstod en dag, hvor Stine Askov fandt et gammelt brev. Brevet var et svar til ti-årige Stine Askov, der skrev til Ronald Reagan, om han dog ikke ville undlade at trykke på den røde knap, som angiveligt affyrede atombomberne mod Rusland og derved anstiftede verdens undergang. Brevet mindede Stine Askov om atomangsten, der herskede dengang.

 

»Jeg kom i tanke om den frygt for civilisationens sammenbrud, om Tjernobyl-ulykken, om min far, der dækkede jordbærplanterne med en presenning, jeg kom i tanke om, hvordan jeg øvede mig på verdens undergang,« siger Stine Askov.

 

I tilfælde af atomudslip

I "Katalog over katastrofer" er det Helles far, Bengt, der forbereder Helle på verdens store katastrofer.

 

»Bengt har også et fysisk katalog over katastrofer. I det har han listet op, hvad Helle skal gøre i tilfælde af atomudslip, togulykker, nedkøling, brand osv. Og imens han træner hende til at kunne håndtere de fysiske katastrofer, styrter hans relation til datteren og greb om virkeligheden i grus,« siger Stine Askov.

 

 

Helten, vi alle kan blive

I bestræbelserne på at lade geigertælleren afklare strålingen på det lille gårdmandssted og træne Helle i overlevelsesstrategier glemmer Bengt at have blik for de langt mere påtrængende katastrofer, der lurer i enhver ung piges liv. For hvordan skal Helle manøvrere i dagligdagens uoverskuelige landskab af potentielle katastrofer med barndomsvennen Tommy, med klassens piger, med den rødhårede Troels og moren, der har prioriteret sit eget kærlighedsliv?

 

»I romanen ville jeg gerne skabe en helt. Som pædagog oplever jeg, at børn har svært ved at udholde ubehag og smerte. Men for at opøve de færdigheder, der skal gøre os livsduelige og udvikle vores selvværd og troen på os selv, kræver det en vis udholdenhed over for ubehag. Så kræver det et vist mål af at kunne undertrykke følelser som træthed, smerte, irritation, ellers er det svært at tilegne sig nye færdigheder. Jeg ville gerne have en hovedperson, der kunne noget. Ikke en, der var en magisk helt, men en helt vi alle sammen kan blive,« siger Stine Askov.

 

Find "Katalog over katastrofer" og Stine Askovs andre romaner herunder.