
Tema / Tak for historierne, Flemming Quist Møller
Når snakken falder på danske børnebogsklassikere, er det ikke til at komme uden om Flemming Quist Møller. Den danske forfatter og illustrator er manden bag nogle af de mest kendte og elskede børnebøger. I denne uge må vi sande, at den folkekære fortæller er gået bort, 79 år gammel.
Et af kendetegnene for Flemming Quist Møllers bøger er blandt andet den varme, humoristiske fortællestil og den Københavnske kækhed, der sniger sig ind i sproget. Han debuterede med Cykkelmyggen Egon i 1967, og han var dermed været aktiv forfatter og illustrator i mere end 50 år med mere end 30 titler på bagen. Flere af dem indlæste han efterfølgende selv som lydbøger, og det vækker de gamle kendinge til live på en helt fortryllende måde. Han er om nogen lyden af barndom for flere generationer.
Cykkelmyggen og dansemyggen
Sammen med bøger som Silas og den sorte hoppe af Cecil Bødker, Halfdans ABC af Halfdan Rasmussen og Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard er Cykelmyggen Egon en af de børnebøger, der var med til at starte det nybrud i dansk børnelitteratur, hvor barnets eget blik og livssyn for alvor kom i fokus. På eReolen kan du lytte til Cykelmyggen Egon, indlæst af Martin Brygmann, men du kan også lytte til efterfølgeren fra 2005 Cykkelmyggen og dansemyggen med Flemming Quist Møller selv som indlæser, og som er mindst lige så humoristisk og finurlig som den første.
Jungledyret Hugo
Jungledyret Hugo er en anden klassiker af Flemming Quist Møller, som vi kender fra både bøger og film. Bøgerne har han også selv indlæst, og på eReolen finder du flere bøger i serien, bl.a. Jungledyret Hugo på eventyr med Rita og Jungledyret Hugo i nordlysets land. Det frække jungledyr, der kan være både rapkæftet og charmerende, viser Flemming Quist Møllers evne til at skabe historier i øjenhøjde med børnene, og så er den stadig lige sjov, selvom den allerede har over 30 år på bagen.
Tak for historierne og fantasirejserne, Flemming Quist Møller.