Tema / Tid til en ny hobby?

Jeg var som barn vældig fascineret af min bedstemors strikkeevner, og jeg elskede alt det dukketøj, hun lavede til mig fra fri fantasi. Hun var altid meget dygtig med sine hænder, og jeg ved, at hun syede rigtig meget til tøj også, både til sig selv og min mor, moster og onkel, da de var små.

Min mor hverken syer eller strikker, men hun er til gengæld utrolig dygtig til både at tegne og male, og jeg har mange smukke ting, som hun har lavet til mig. Jeg bliver nok aldrig lige så dygtig som dem, jeg tror det kræver mere tid, end jeg har tålmodighed til at lægge for dagen.

 

Ny udfordring

Men de har dog begge givet mig en stor lyst til at skabe noget med mine hænder, og jeg har for nylig kastet mig over at lære at hækle. Jeg troede, at det ville blive en stor udfordring, men med hjælp fra et par gode bøger gik det som en leg!

Det har givet mig blod på tanden – for hvad kan man ellers lære sig selv ud fra gode begynder-bøger? Jeg har her samlet et lille udvalg af ereolens mange hobbybøger, for måske er der en til dig også. Hvad har du altid drømt om at mestre, men aldrig fået gjort noget ved?

 

 

Jeg foreslår et efterårsprojekt!

Hvem ved, måske gemmer der sig et par gode julegaveidéer i den anden ende. Imens du strikker, hækler, maler eller hvad du nu giver dig i kast med, kan du jo lade dig inspirere af podcasten Kreativitet, som er en del af serien Tænkepasuer. Bare et tip.

 

Rigtig god arbejdslyst!

/Mie Olesen, Viborg Bibliotekerne