Tema / Tid til hekse, trolde og spøgelser...

Hekse, trolde, spøgelser... det er den tid på året, det er Halloween eller Allerhelgensaften d. 31. oktober. Roelygterne er erstattet af græskarlygter, det er tid til (u)hygge og børn og barnlige sjæle, der klæder sig ud i deres mest makabre kostumer og råber "slik eller ballade". 

 

Allerhelgensaften er også en aften, hvor man kan mindes og måske frygte de døde...

Jeg har fundet nogle titler, der giver den helt rigtige foruroligende stemning; fyldt med uhygge, magi og overnaturlige hændelser.

Voksbarnet af Olga Ravn

Olga Ravns nye roman handler om Christenze, der laver et barn af voks, som hun bruger til at lave trolddom med. Voksbarnet fortæller både Christenzes og sin egen historie.

 

Fortællingen foregår i begyndelsen af 1600-tallet, hvor den ugifte adelskvinde, Christenze Kruckow, er blevet en del af et kvindefællesskab, efter hun undslap anklager om trolddom. Det er et samfund, der ikke bryder sig om selvstændige kvinder, som bryder normer eller er anderledes. Hvad skal der nu blive af Christenze og de øvrige kvinder? Interessant at lade en dukke fortælle historierne.

 

Bogen er baseret på historiske dokumenter og sagsakter og er en romanversion af forestillingen Hex.

Heksens alfabet af Nanna Goul

Den gravide bibliotekar Kamma søger efter sin indre kraft og går i lære som heks! Hun vil lære at bruge magien i sin hverdag. Det får stor betydning for hendes graviditet og kommende moderskab.

 

Bogen er inddelt i fem kapitler, der indledes med et digt og følger årstidernes skiften. En fin og livsbekræftende roman med hele spektret fra tragedie til lykke, og med en stor kærlighed til alle karaktererne.

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Har man sagt Shirley Jackson, har man også sagt mystik, overnaturlige hændelser og gotisk stemning. I Vi har altid boet på slottet  bor søstrene Mary Katherine Blackwood og Constance Blackwood alene. Man fornemmer ensomheden og uhyggen, og at folk i byen synes de er mærkelige, de er måske ligefrem lidt bange for dem.

 

Resten af deres famile er døde, men spørgsmålet er, hvordan de døde.

 

Romanen er et heksebryg af sære karakterer, stemningsmættet prosa og sort humor.

Trold af Rasmus Daugbjerg

En trold bor i skoven. Hendes skæbne er bundet til jorden, og når menneskene fra byen gør naturen fortræd, må trolden straffe dem. En fantasifuld roman om menneskets forbindelse med naturen og det åndelige.

 

Trold er en original naturhistorie blandet med myter og eventyr - en foruroligende fortælling, hvor man kan stille sig selv spørgsmålet, hvem der egentlig er trolden? Ligeledes gør temaet om, at passe på vores dyrebare klode stort indtryk.

Rosemarys baby af Ira Levin

Ira Levins klassiker fra 1967 om det unge par, der flytter ind i en gammel lejlighed ved siden af deres naboer, et ældre lidt påtrængende par, og hvor meget, der gemmer sig under overfladen.

 

Den usikre og lidt umodne Rosemarys begyndende uro og mistanke ligner langt hen ad vejen en klinisk beskrivelse af begyndende sindssyge, men efterhånden må Rosemary erkende, at hun står ansigt til ansigt med decideret ondskab, og fødslen af et helt særligt barn venter!

 

Und/ond dig selv denne læseoplevelse.

 

God fornøjelse / Ane, Holbæk Bibliotekerne