Tema / Tom Buk-Swienty: Uden bøger går verden under

I anledning af vores tema i oktober - bøger, der har gjort en forskel - er vi stolte af at kunne bringe denne let forkortede udgave af Tom Buk-Swientys åbningstale fra BogForum 2016:

Mine damer og herrer – ærede bogfolk!

Det er en ære at åbne BogForum 2016 på denne historiske dag. Om lidt er det præcis 98 år siden, at Den Store Krig, som vi i dag kender som Første Verdenskrig, sluttede efter fire år, tre måneder og 14 dage.

Datoen minder mig om en af de bedste bøger om krigen, jeg har læst. Et faglitterært mesterværk skrevet af den autodidakte amerikanske historiker og forfatter Barbara Tuchman. The Guns of August, Kanonerne i august. Bogen, som udkom i 1962, fik Pulitzerprisen. Den blev oversat til alverdens sprog og trykt i mange millioner eksemplarer.

Genistregen ved Barbara Tuchmans bog var måden, hun beskrev begivenhederne på. Hun fulgte aktørerne på tæt hold, menneskeliggjorde dem, fremmalede dramaet, som de – og verden – befandt sig midt i. At læse bogen er som at sidde i en stor, vild skæbneroman med et enormt persongalleri og stærke underliggende kræfter. Det er historien om en verden, som styrter sammen for øjnene af læseren. Et virkeligt drama.

Bogen, som reddede verden

Barbara Tuchman var en af de første, som demonstrerede, at velfortalt faglitteratur stilistisk kan være lige så spændstig som skønlitteratur. Men når jeg fremhæver Barbara Tuchmans gamle bestseller, er det fordi jeg har lyst til at dele en opløftende historie om den enorme betydning, en bog kan have. The Guns of August reddede verden fra sin undergang! Uden Barbara Tuchmans bog ville verden, som vi kender den i dag, måske slet ikke eksistere. Det er sandsynligt, at mange af os ikke ville være blevet født. Det lyder som en grotesk påstand. Men hør blot:

Året er 1962. Koldkrig. 13 dage i oktober. Cubakrise. Den amerikanske præsident hedder John F. Kennedy. Den sovjetiske Nikita Khrushchev. Amerikanerne har opdaget, at russerne er ved at bygge atommissilaffyringsramper på Cuba. Russiske skibe med sprænghoveder er på vej til Cuba. Amerikanske krigsskibe får ordre til at lægge en blokade og forhindre de sovjetiske skibe fra at sejle ind i cubansk farvand. Krisemøder i det ovale kontor. Høgene i Kennedys regering lægger pres på præsidenten. De vil invadere Cuba. De vil bruge taktiske atomvåben. Verden ryster af angst. Med god grund. Får høgene deres vilje, kan det være slut med civilisationen. Kennedy er dybt engageret i en bog, som er udkommet samme år. Han er fuldstændig opslugt af, ja, The Guns of August og tager en afgørende beslutning. Han beslutter, at mobiliserings- og eskaleringsplaner og krigslystne høge ikke som op til Første Verdenskrig skal styre showet. Han vil, at verden tager et skridt væk fra kanten.

Det er selvfølgelig en stærkt forenklet gengivelse. Alligevel. Senere fortalte JFK, at det var bogen, der fik ham til at vige fra høgefløjen. Jeg synes, at det er vildt tankevækkende indre billeder, man får. Præsidenten, som læser hele natten, stiller op til skæbnemødet i det ovale kontor, hvor de høje herrer generaler og admiraler befinder sig, for så at sige: ”STOP! Jeg har læst den her bog… Den har fået mig til at tænke mig om. Vi må ændre kurs!”

Sådan cirka gik det for sig, at en faglitterær bog reddede verden.

”Jeg er kommet for at hjælpe!”

Der findes andre eksempler på, at litterære fagbøger har ændret verden til det bedre. Tag vores egen Jacob Riis fra Ribe, der i 1870 udvandrede til USA, blev en berømt journalist og fotograf, som i 1890 udgav den uafrystelige reportagebog How the Other Half Lives, i hvilken han i en medrivende litterær stil inspireret efter Riis’ forbillede Charles Dickens dokumenterede de elendige forhold, indvandrere boede under i lejekasernernes New York. Bogen var bygget på mange års research og et dybt personligt kendskab til byens indvandrerkvarter. I bogen advarede han om, at det er en bombe under et demokrati, hvis man dæmoniserer og udsondrer samfundsgrupper og ikke behandler dem som ligeværdige medmennesker og nationalborgere uanset hudfarve og tro.

En ung politiker og senere USA’s præsident Theodore Roosevelt slugte How the Other Half Lives og kom, da han havde læst sidste side, stormende ned i Riis’s kontor i Mulberry Street. Han var stærkt påvirket. Riis var ikke i sit kontor, så Roosevelt efterlod en seddel til ham med ordene: ”Har læst din bog, er kommet for at hjælpe!” Det blev begyndelsen på et usædvanligt venskab. I dag går Riis for at være en af USA’s vigtigste sociale reformatorer. Og det startede med en bog.

Fagbogen skaber debat

Vi iler videre til hjemlige himmelstrøg. Jeg kunne for eksempel være nysgerrig efter at vide, om, skal vi sige, integrationsministeren (Inger Støjberg i 2016, red.) har læst den modige og kompromisløse Puk Damsgårds hjerteskærende reportagefortælling i bedste Riis-ånd Hvor solen græder om krigen i Syrien, hvor man får sat ansigt på den enorme humanitære katastrofe, som har ramt millioner og tvunget dem på flugt… Eller kunne man forestille sig en minister, der under finanslovsforhandlingerne rejser sig og siger: ”Jeg har ligget vågen hele natten, fordi jeg simpelthen måtte læse en gyserbog færdig, Thomas G. Svaneborgs Kunsten at tømme en bank og slippe godt fra det – med statsgaranti”.

Lad det ligge. Lad mig i stedet fæstne mig ved den gode nyhed, at det trods alt går den faglitterære bog forbavsende godt. Den sælger, den læses, den tager forsider. Den skaber debat. Journalisten Morten Skjoldager har skrevet en bog om PET, der er mere spændende, end politiet tillader. Vi har sammen med dokumentaristveteranen Peter Øvig været ude med BZ'erne, og troede man, at de efterhånden var rolige ældre medborgere, som ikke længere kunne løfte en brosten, har man da lært at tro om. Vi har været helt inde på livet af en af vores største, mest originale nyere forfattere i biografien Jakob var her om Jakob Ejersbo. Dens forfatter, Rune Skyum-Nielsen, er en fremragende stilist. Hold øje med ham. Pansergeneralen Jørgen Ejbøl har fyret en bredside af igennem Kirsten Jacobsens fornemme pen, der er tale om pressehistorie, og hans tidligere medarbejder, ytringsfrihedskæmperen Flemming Rose, har med sproglig tæft skudt igen og fyldt medierne med verbale granatsplinter. Og i mellemtiden har vi i en stor, i bedste forstand, klassisk biografi skrevet af Poul Smidt genopdaget statsminister Kampmann og er blevet vidne til, hvor meget han har influeret Danmark.

Uden fagbogen går verden under

Jeg vil gå så vidt som at påstå, at dybdeborende, engagerende – velfortalt – faglitteratur fra historiebog, biografi over til aktuel samfundslitteratur er mere afgørende for vores demokrati end nogensinde. Det er min påstand, at netop den genre er en sidste bastion, når det gælder om at forholde sig til den virkelige virkelighed.

De mest gennemslagskraftige bøger inden for genren er dem, der som Barbara Tuchmans The Guns of August og Riis’ How the Other Half Lives også formår at give et meget bredt publikum en læseoplevelse. Det er den, som griber læseren, holder denne fast i dagevis, engagerer og maner til eftertanke, sådan som JFK oplevede det hine oktoberdage. Guderne skal vide, at vi lever i en tid, hvor vi har desperat brug for eftertanke.

Mit ærinde er ikke at påstå, at den ene genre er bedre, finere eller mere værdifuld end den anden. Hvad ville verden være uden skønlitteratur? Uskøn. Og hvad er mennesket uden poesi? Men husk nu: Hvis ikke vi plejer og dyrker og fremelsker den gode faglitterære bog, så risikerer vi jo, at verden går under!

Og med disse ord vil jeg hoppe glad og fro ned fra min sæbekasse og erklære min fulde kærlighed til bogen – være den smal, bred, tyk, tynd, høj, populistisk eller så godt som overset - og først og fremmest vil jeg erklære den til alle jer derude, som arbejder med og for bogen, sælger den for ikke at tale om jer, kære læsere, som køber den.

Uden jer, ingen os.

Lad festen begynde.