Tema / Tre bøger om at leve andre liv
Tænk hvis ... hvad nu hvis ... man kunne leve et andet liv? Jeg tror, de fleste af os har haft de tanker - måske gør man noget ved det; tager på den tur, man har drømt om, flytter, skifter job, eller hvad det nu kan være. Måske finder man ud af, at man lever præcis det liv, man gerne vil.
Jeg har fundet tre titler, der leger med tanken om flere mulige levede liv.
God fornøjelse!
Ane / Holbæk Bibliotekerne
Midnatsbiblioteket af Matt Haig
Nora, en livstræt kvinde midt i trediverne, beslutter at ende sit liv. Hun føler, hendes liv er gået skævt på alle planer. Hun får dog en chance til, da hun havner på Midnatsbiblioteket, et sted mellem liv og død, hvor hver bog repræsenterer et muligt levet liv: Hvad hvis hun var blevet sammen med ekskæresten? Hvad hvis hun var flyttet til Australien med bedsteveninden? Osv. På den måde får hun indkredset, hvad og hvem der egentlig betyder noget - og måske er livet alligevel værd at leve? Dejlig hjertevarm fortælling om kærligheden til bøger, mennesker og livet!
Liv efter liv af Kate Atkinson
Reinkarnation, altså genfødsel, ikke forstået på en religiøs eller spirituel måde, men helt konkret at blive født påny igen og igen - dét handler denne bog om. I denne storslåede roman får hovedkarakteren Ursula mulighed for at leve igen og igen. Vi bliver ført igennem forskellige livsbaner, historiske tider og geografiske steder - barndom, ungdom og voksenliv gives i flere versioner - og det er fuldstændig pragtfuldt! Ursula beskrives med humor og stor indføling.
Walden: livet i skovene af Henry Thoreau
Henry Thoreau (1817-62) besluttede sig også for at prøve at leve et helt andet liv. I to år levede han alene i et selvbygget bjælkehus ved bredden Walden Pond i USA. Alene og afsondret med naturen som nærmeste nabo. Det gør han sig nogle filosofiske, eksistentielle betragninger om i denne bog. Gad vide, om og hvordan man selv ville klare to år alene i naturen?