
Tema / Tre romaner på engelsk til sommerferien
For mig er den bedste ferielæsning en god blanding af eskapistisk og horisontudvidende litteratur på engelsk. Så jeg har i år valgt en romantisk feel-good roman, en moderne japansk roman og en amerikansk thriller.
Romantisk feel good-roman: 'Act Your Age, Eve Brown'
Når ferien starter, vil jeg komme ned i gear med en humoristisk og hyggelig feel good-lydbog til mine gåture. 'Act Your Age, Eve Brown' af britiske forfatter Talia Hibbert er en sjov, romantisk og let bog, som lige er til at komme i feriestemning med. Den kaotiske hovedperson, Eve, roder rundt i sit liv, og da hun får arbejde på et Bed & Breakfast-sted, skaber hun uro i Jacobs velordnede liv.
Moderne japansk: 'The Woman in The Purple Skirt'
Jeg er nysgerrig efter at komme på flere litterære rejser til det moderne Japan efter at have læst Haruki Murakamis romaner. 'The Woman in The Purple Skirt' af den prisbelønnede yngre forfatter Natsuko Imamura er beskrevet som både en mærkværdig, skæg og tankevækkende lille roman.
Amerikansk thriller: 'Leave the World Behind'
En thriller må gerne rumme både mystik og tankevækkende indhold. I 'Leave The World Behind' af Rumaan Alam har en familie fra New York booket et luksussommerhus ved Long Island og nyder det afslappende strandliv. Men snart afbrydes det trygge liv af et ældre ægtepar, der banker på døren, og der sker uventede hændelser. Mobiler og tv virker ikke, så måske lurer katastrofen i horisonten?
Romanerne kan lånes på eReolen Global
God sommer.
/Lone Ulvbjerg, Vejle Bibliotekerne