Tema / Tre sommerbøger til de 9-14-årige

Tre sommerbøger til de 9-14-årige

Disse tre rørende og håbefulde bøger er perfekte til sommerlæsningen. Bøgerne behandler svære emner som identitet, sygdom, forelskelse, venskaber og skilmisse på en hjertevarm og rørende måde.

Bøgerne passer bedst til de 9-14-årige, men ville også kunne læses af yngre læsere som højtlæsning.

 

Hollys hav

Hollys Hav er en bog om ydre og indre forandringer, om den første forelskelse, om venskaber, identitet, ensomhed, og om hvad det vil sige at være en familie.

Da Hollys mor fortæller, at hun er gravid med en anden mand, og at Hollys far flytter, bliver der vendt op og ned på Hollys tilværelse. Hollys far er ikke hendes biologiske far, og Holly bliver i tvivl, om han så stadig er hendes far, når han ikke bor sammen med dem mere. På trods af et nyt akvarium og en spirende forelskelse bliver 13-årige Holly mere og mere forvirret og trist.

 

Venter på vind

Teenageren Vinga drømmer om at blive sømand og sejle på de store have, men en dag går hendes verden itu, da hendes forældre skal skilles. For at glemme tager hun ud til morfar på øen i  sommerferien, hvor alt er, som det plejer. Dog overrasker morfar hende med en lille træbåd, som hun selv skal sætte i stand. Vinga arbejder på båden hver dag, og arbejdet får hende både til at glemme og drømme om at sejle langt væk. Men en dag dukker der en sortklædt pige op på stranden, en pige, som hader vand, og som drømmer sig tilbage til
byen. Det bliver et møde, der ændrer alt.

 

Den forsvundne hval

Rio bliver sendt til Californien for at bo hos sin mormor, som han knap nok kender. Han går ture ved det mægtige hav og savner sin mor. Det eneste, der får ham til at smile, er hvalsafari med hans nye veninde Marina og ikke mindst mødet med gråhvalen Hvidnæb. Rio danner et stærkt bånd til den store hval og føler for første gang i lang tid håb. Men da Hvidnæb forsvinder, må Rio begive sig ud på en farefuld færd for at finde hende … Den forsvundne hval hylder kærligheden mellem en mor, et barn og et dyr, et opråb til verden og et uimodståeligt eventyr til havs. 

 

Go' sommerferie og læselyst!

/Camilla, eReolen