Dune

Tema / Turen går til ... Arrakis

Sommer - så tænker man på sol, sand og vand. Arrakis kan byde på to af de ting.

 

Arrakis er nok mest kendt under sit populære navn: Dune, eller Klit, hvis man har læst den tidligere udgave på dansk, men det er under Dune, du finder den her på eReolen. Der er naturligvis tale om Frank Herberts science fiction-klassiker fra 1965, der blev til en række bøger og adaptationer i andre medier. Den seneste er Denis Villeneuves filmudgave, hvor anden del er på vej.

 

Arrakis er en ørkenplanet og en uomgængelig del af det galaktiske imperium. Det er nemlig det eneste sted i det kendte univers, hvor man kan høste melange  - krydderiet, der muliggør interstellare rejser, forlænger livet og kan give præcognition. Men som man måske kan forestille sig, er en ørken i planetstørrelse ikke et let sted at høste et råstof. Hvis ikke varmen slår én ihjel, så vil de kæmpestore sandorme, som reagerer ved den mindste lyd, sandsynligvis gøre det. Man tager ikke en afslappet gåtur på Arrakis - i hvert fald ikke en lang én.

 

Familien Atreides ankommer til planeten i den første bog, Dune. Iblandt dem møder vi drengen Paul, som snart bliver en central figur for ældgamle planer, eksperimenter over generationer og hele fremtiden. Igennem Frank Herberts bøger kommer han til at kæmpe både med sig selv og med byrden af det åg, han må bære - for det er ikke nødvendigvis en god ting at være den udvalgte.

 

De nye film har naturligvis bragt mange læsere til bøgerne - og de er stadig mesterværker. Derfor giver jeg denne anbefaling og en hurtig introduktion til serien, og hvilke bøger du kan finde på eReolen.

 

Der findes tre af Frank Herberts bøger på dansk: Dune, Profeten på Dune og Børnene på Dune. Det er naturligvis den første, der ligger til grund for filmen, men de næste følger Paul og sidenhen hans børn, mens planeten ændrer sig selv og galaksens fremtid.

 

De samme bøger kan du også finde på engelsk: Dune, Dune Messiah og Children of Dune. Men historien fortsætter mange, mange år ud i fremtiden i bøgerne: God Emperor of Dune, Heretics of Dune og Chapterhouse: Dune. De findes ikke på dansk, og Frank Herberts død i 1986 betød, at ikke alle tråde blev bundet helt op - men det ændrer ikke ved, at Dune-serien er et monumentalt værk, der har haft stor betydning for genren og stadig er værd at læse den dag i dag.

 

Sidenhen har Herberts søn, Brian Herbert, skrevet adskillige bøger i universet sammen med Kevin J. Anderson. De kan desværre nok kun anbefales, hvis man virkelig savner fornemmelsen af sand i munden.