
Tema / Ugens anbefalinger fra læserne
Vi har endnu en gang modtaget en masse dejlige anbefalinger fra læserne, som alle I andre læsere kan få glæde af og måske lade jer inspirere til den næste læseoplevelse på eReolen. I weekenden trækkes vinderen af årets efterårskonkurrence, og et par fede trådløse hørebøffer sendes fluks til den heldige. Herunder er alle de deltagere, som har anbefalet deres favoritbøger til efteråret i denne uge.
Birgit: Jeg har med stor glæde læst "Øen" af Victoria Hislop (findes på eReolen som e-bog, mens andre af hendes bøger findes som lydbøger). Jeg slugte hele bogen. Den var meget rørende og menneskeligt fortalt, og jeg indlevede mig fra begyndelsen. Hvordan disse mennesker levede i fred og fordragelighed med denne skrækkelige sygdom, og hvordan kærligheden, trods denne isolation, kunne blomstre. Alt i alt en vidunderlig bog.
Charlotte: Jeg anbefaler bogen: ”Listen Louder” om innovation af Jonathan Løw. Som titlen afslører, drejer denne bog sig om at lytte højere. Og det giver faktisk god mening. Bogen er lille. Den er hurtig at høre/læse. Det har jeg gjort flere gange. Første gang, jeg hørte bogen, kom der så mange gode pointer at jeg nærmest jublede. Jeg havde kun en tusch inden for rækkevidde. Intet papir. Jeg noterede pointerne på mine hænder. De var helt overmalede, da bogen var slut. Bogen har gode tips til at arbejde smartere og generelt være mere nysgerrig. Jeg har hørt bogen og har siden lånt den på biblioteket i bogform, for der er så megen inspiration for mig at hente i den bog. Tak for den til Jonathan Løw.
Lis: Jeg har hørt "Nattefrost" af Knut Faldbakken. Den griber læseren med det samme! Et familiedrama, der bliver udspillet på tragisk vis og ender overraskende. Den pæne overflade er ikke altid så pæn indenunder.
Lærke: Jeg vil gerne anbefale Iselin C. Hermanns bog "Domino". Bogen blæste mig omkuld! Fantastisk beskrivelse af begær og kærlighed, eksistens, samvær, længsel og ensomhed. Og med den skønneste base i byernes by, Paris. Den varmeste anbefaling herfra!
Marianne: Jeg anbefaler på det varmeste bogen "Jeg dræber" af Giorgio Faletti. Den er virkelig godt indlæst og er virkelig spændende.