Tema / Vilma Sandnes Johansson om at bryde tavsheden

Vilma Sandnes Johansson var teenager, da hun mistede sin mor. I 'Tænk ikke på mig' har hun gjort sin personlige fortælling til en roman. For at bryde med den berøringsangst, sygdom og død stadig er omgærdet af.

Hvor var du i dit liv, da du begyndte at skrive på dét, der blev til Tænk ikke på mig?

"Jeg var 19 år gammel, netop blevet student og uden job eller studie at tage mig til. Midt i min nye tilværelse fik jeg en dag fortalt en historie om min mor, som jeg selv havde glemt. Det stressede mig helt vildt: for var jeg allerede ved at glemme min mor, som et år forinden var død efter et langt kræftforløb?

Da gik det op for mig, at det ville forfølge mig resten af mit liv, hvis jeg ikke fik skrevet minderne ned med det samme, så jeg vidste, at jeg altid ville kunne finde tilbage til dem. Jeg satte mig altså for at skrive en liste over alle minder med min mor, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. Det tog så lidt overhånd og blev i stedet til en 200 sider lang mindebog, som jeg printede ud og gav til venner og familie."

Hvordan var det at gå skriftligt så langt ind i det dybt personlige stof?

"Det var overraskende nemt. Både i min mors sygdomsforløb og efter hendes død blev jeg mødt af stilhed: mine venner lod som ingenting, jeg lod som ingenting – vi lod alle sammen, som om sygdommen, døden og sorgen ikke fandtes – og stilheden gjorde ondt.

Da jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive, blev jeg besat af det: jeg skrev og skrev og skrev. Om alle de ting, der gjorde mest ondt, de ting vi indtil da var gået på listefødder om. Det føltes godt. Også når det var svært. Det var som at tage revanche."

Det er en fortælling, som langt fra kun rummer mørke, der er også masser af lys i den. Er det noget, du har tænkt meget over – hvordan du skulle dosere det?

"Jeg tænkte ikke over det, mens jeg skrev. Det var først, da andre læste min bog, at jeg blev opmærksom på, hvor mange lyse stunder fyldt med latter, den også rummer. Så det kom nok ret naturligt. Jeg havde en virkelig god barndom, hvis man ser bort fra, at jeg voksede op med en døende mor i fem år. En god familie, gode venner.

Min mors sygdom var som et mørke, der lagde sig et meget lyst sted. Derfor er det måske ikke så underligt, at bogen rummer både lys og mørke. Det ville i øvrigt også være dødssygt, hvis den udelukkende rummede en af delene. Det mørke og det lyse fungerer jo ikke uden hinanden."

Hvad er dit bedste råd til folk, der er tæt på en, der er i sorg?

"Lad være med at være bange. Bryd tavsheden. Skriv en sms. Kom og hjælp med opvasken. Send blomster. Hvis den sørgende kan lide blomster. Anerkend, at det er vanskeligere for sørgende end for ikke-sørgende at komme gennem dagen. Husk at der er mange forskellige måder at sørge på. Spørg den sørgende, hvad de har brug for. Forestil dig, hvad du selv ville blive glad for."

Læs eller lyt til "Tænk ikke på mig" herunder.