træhus med amerikansk flag på en øde mark

Tema / Vindere af Pulitzerprisen 2021 - nye amerikanske bøger

The Pulitzer Prizes er nogle af de mest prestigefyldte priser indenfor journalistik, kunst og litteratur, man kan vinde i USA.

Prisuddelingen er et godt pejlemærke for aktuelle tendenser i det amerikanske samfund, og emnerne for årets bedste journalistik er præget af racisme, politivold og dækning af coronapandemien. En særlig Pulitzerpris blev således givet til den modige teenager, som filmede drabet på George Floyd - se officielle '2021 Pulitzer Prizes' side.

Den litterære prisuddeling skal derfor ses i lyset af en tid, hvor race og identitet diskuteres, og historiske begivenheder revurderes og afdækkes. Race, racisme og kolonialisme går som en rød tråd gennem temaerne i fiktionen, poesien og faglitteraturen, hvor der er fokus på afrikansk-amerikaneres og indfødtes historie og livsvilkår.  

Bedste roman  

Louise Erdrich er skønlitterær prisvinder med romanen ‘The Night Watchman’, som handler om de Nordamerikanske indianeres kultur og livsvilkår i 1950erne. Erdrich er inspireret af bedstefarens kamp for de indfødtes rettigheder i North Dakota, og romanen er rost for sine mange stemmer og stærke personbeskrivelser.   

Bedste digtsamling 

Postcolonial Love Poem’ af Natalie Diaz er en samling af smukke og følsomme digte, der udforsker, hvad det vil sige at elske og blive elsket i et konfliktfyldt USA, hvor den oprindelige befolkning er blevet påført mange lidelser. 

Bedste fagbøger 

Mange af de nominerede fagbøger omhandler de sortes historie, hvor fortiden revurderes i forhold til den traditionelle historieskrivning. I 1898 kulminerede optøjer i North Carolinas største by Wilmington med, at 60 sorte mennesker blev dræbt og hundredvis måtte flygte. ‘Wilmington’s Lie: The Murderous Coup of 1898 and the Rise of White Supremacy’ af David Zucchino beskriver USA's eneste voldelige og glemte kup, hvor en demokratisk valgt sort regering blev brutalt væltet af et hvidt overherredømme.
 

Det er nok de færreste, der ved, at McDonalds og andre amerikanske fast food-kæder har haft en vigtig og kompliceret rolle i forhold til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Det afdækker Marcia Chatelain i 'Franchise: The Golden Arches in Black America’. Borgerrettighedsforkæmperne samarbejdede med fast food-industrien, da de mente, at det kunne hjælpe med at skabe racemæssig lighed og grobund for lokale sorte virksomheder.  

 
Find flere Pulitzerprisvindere på eReolen Global

Udover de nyeste nævnte vindere finder du et udvalg af de bedste Pulitzerprisvindere og finalister fra de seneste år, som du kan låne på eReolen Global på originalsproget. 

 

/Lone U., Vejle Bibliotekerne