Tema / Vores fascination af vampyrer og blod lever i bedste velgående

Frisk blod, blodrus, hjerteblod. Blodsbrødre, blodsbånd og blodtørst. Blod er ”selve livet” og må ikke drikkes, ifølge Bibelen, men det er Dracula, Lestat, Edward Cullen og alle de andre vampyrer ligeglade med. Vi mennesker tillægger denne dybrøde væske en ganske særlig betydning, og det er der gode videnskabelige årsager til – ligesom der er gode videnskabelige årsager til, at vampyrfiguren er så fascinerende.

Blod er selve livet

Den bibelske forestilling om blod som ”selve livet” er formentlig opstået ved, at vores forfædre konstaterede en sammenhæng mellem blod og liv. Hvis man kommer slemt til skade, bløder man og mister gradvist energi. Og hvis man bløder tilpas meget, mister man selve livet. Også derfor er blodet stærkt forbundet med kamp, konflikt og slagmark, og har været det i årtusinder.

Blod er et stærkt signal om, at en artsfælle er kommet til skade, og som flokdyr er vi særligt opmærksomme på vores artsfællers velbefindende. Den logiske kobling mellem blod og liv har altså en helt grundlæggende biologisk forbindelse bag sig, og er blevet forstærket af årtusinders konfliktfyldt historie.

Sygdom og smittefare

Blod vækker dybe, primitive følelser i os. Vi føler afsky og væmmelse ved parasitter, der lever af blod – myg, igler og vampyrer. Denne væmmelse skyldes vores biologiske natur. Netop fordi parasitter i årmillioner har udgjort en væsentlig trussel for vores overlevelse, sørger evolutionen for, at motivere os til at undgå dem for enhver pris.

Blod er også forbundet med sygdom og smittefare. Vi er naturligt opmærksomme på sårede medmennesker og føler automatisk empati, når nogle af vores egne er sårede. Men vi er også naturligt frastødt af folk der bløder, fordi blodet repræsenterer et smittepotentiale. Blod er således en heftig cocktail, der kan vække modstridende følelser.

Fascinerende og frastødende på samme tid

Blod er fascinerende. Det drager vores opmærksomhed og frastøder os på samme tid. Populærkulturens blodsugere nyder samme ambivalens. Vi er fascinerede af vampyrfiguren, som har spøgt i litteraturen og filmens verden i flere hundrede år. Endda før vampyrfiguren gjorde sit indtog i litteraturen i slutningen af 1700-tallet, var det en skikkelse, som var frygtet i alverdens kulturer.

Forestillingen om det udøde monster, der ernærer sig ved selve livets væske, giver genklang hos os mennesker. Visse biologiske signaler – tegn på farlige væsener i omgivelserne eller synet af frisk blod – drager vores opmærksomhed og vækker en ængstelig fascination.

Det er altså ikke så mærkeligt, at vampyren er så paradoksalt levedygtig i populærkulturen. Ganske vist tror vi ikke på vampyrer længere, men vi væmmes og fascineres stadig af disse udøde blodsugere.

Af Johan Mejniche & Mathias Clasen, lektor ved Aarhus Universitet