Tema / Y/A - fra danske forfattere
Kom hele følelsesregisteret rundt – få sommerfugle i maven og knust dit hjerte – med disse fantastiske Y/A-romaner fra danske forfattere.
Jeg har læst mange Y/A-romaner fra amerikanske forfattere, og selvom amerikanske og danske unge tumler med mange af de samme problemer, læser jeg altid de amerikanske bøger med en vis distance. Amerikanske forhold som f.eks. politik, love, skolesystem og alkoholregler, som jeg ofte støder på i Y/A-bøger, er så forskellige fra de danske, at historierne aldrig når helt ind under huden på mig. Y/A-romaner fra danske forfattere rører mig på en helt anden måde.
Angst og ensomhed
Jeg kan høre grin og støj fra mit gamle gymnasiums gange, når jeg læser om Tobias i Rasmus Faber Lundbergs "Lad mig være". En velskrevet roman om at være ensom samtidig med, at man er omgivet af mennesker.
Når livet tager en drejning
Jeg kan mærke frygten for ikke at passe ind i folkeskolekliken, når jeg læser "Er du okay, Marie?" af Anika Eibe. Den handler om Marie, som fra den ene dag til den anden ikke længere bliver moppet i skolen. Fortiden som mobbeoffer har gjort hende nervøs, og hun har svært ved at kome til at stole på andre igen.
Den første kærlighed
Huske du dit første kys, din første forelskelse, dit første knuste hjerte eller længtes du efter det hele? Du kan få lov at (gen)opleve det hele i Katya Dalsgaards "Hvis vi får hinanden til sidst", hvor vi følger Oliva og Link i deres forvirrede liv og i den første fantastiske forelskelse.
Find flere Y/A-romaner fra danske forfattere i listen herunder. De beskæftiger sig alle med danske unges hverdagsproblemer og er uden fantasyelementer eller fremtidsforestillinger. De handler bl.a. om det første møde med kærligheden eller den første åbenbaring af livets barske realiteter, som du enten mindes med glæde eller sorg. Y/A-romaner gør dig klogere på livet og på mennesker – uanset om du læser dem som ung eller senere i livet.
/Anette, Viborg Bibliotekerne