Tema / YA for enhver smag

Det er på tide, at vi hylder den dejlige Young Adult (YA)-genre, som har den fællesnævner, at bøgerne i genren er skrevet til en ungt publikum. Dermed ikke sagt, at voksne ikke kan nyde godt af genren og gør det i stor stil, selvom bøgerne i udgangspunktet er skrevet om og til unge mennesker. Men YA kan tage mange former, og derfor har jeg valgt at finde nogle forskellige YA-serier frem for at vise, at der er lidt for enhver smag. 

Fra mordmysterier til realistiske skildringer

Når jeg skriver, at YA er en bred genre, mener jeg det virkelig. Er du mest til mordmysterier, skal du læse En af os lyver-serien af Karen M. McManus, hvor fem unge mødes til eftersidning, men kun fire kommer ud i live, eller En god piges guide til mord-serien af Holly Jackson, hvor Pippa Fitz-Amobi sætter sig for at bevise, at det var den forkerte, der fik skylden for mordet på skolepigen Andie Bell for fem år siden. 

 

Er det svært for dig at købe, at teenagere sådan går rundt og dræber hinanden, så er du måske til de mere realistiske YAs, hvor der er mere realistiske problematikker på spil. I Tre-to-en-trilogien handler det om tre veninder, der i hver deres bog viser hverdagen fra en teenagepiges perspektiv. I den første bog, Lulu er nøgen, handler det om den dobbeltmoral, der er, når det handler om mænd og kvinders nøgenhed. En anden serie, der også tager den realistiske tilgang, er Cecilie Birkshøj serie af standalones, hvor Fra ild til Aske er den første. Denne bog handler om 16-årige Anthony, der lader til at have styr på det hele. Lige indtil Aske dukker op. Det er bøger, der dykker ind i sine karakterers følelsesliv og tager svære emner op som ensomhed og selvmordstanker. 

Adaptationer og fantasy

Efterhånden bliver mange YAs også adapteret til film og TV. Derfor er der nok mange teenagere og voksne, der efterhånden kender Heartstopper, der handler om Nick og Charlie, to helt normale teenagedrenge, der mødes og med tiden bliver forelsket i hinanden. Egentlig er serien først og fremmest en tegneserie, men der er også skrevet bøger i serien, og dem kan du selvfølgelig finde her. En anden bogserie, der også er blevet adapteret, er Sommer-serien, hvor Den sommer alting ændrede sig er første bog. Bogserien handler om Belly, der altid har været vild med brødrene Jeremiah og Conrad, men aldrig været mere end venner med dem. En sommer er dette dog forandret, for pludselig er begge brødre interesseret i hende. 

 

En anden populær genre inden for YA er fantasy, der i sin form ofte blander det magiske med intriger og kærlighed. Her har jeg valgt bøger som Dødløs af Namina Forna, der handler om den unge Deka, der på dagen for sit renhedsritual bliver afsløret som et potentielt afkom af dæmoner og bliver udstødt af venner og familie, og Den forsvundne gudinde af Karen Ravn, der handler om højelveren Panthell og hans venner, der kastes ud i en blodig krig, da mennesker indtager deres land, Ki'heertas.

 

God læselyst!

Emilie Norddjurs Biblioteker