Hvordan har landsbyen dannet ramme om livets udvikling i Danmark?
Dette spørgsmål bliver besvaret på en direkte og tilgængelig måde i denne bog. Fremstillingen er kronologisk fra oldtiden til samtiden. Forfatteren tager hele vejen igennem udgangspunkt i meget konkrete eksempler – det være sig undersøgelser af gamle huse, bevarede jordområder og historiske kilder fra arkiverne.
Bogen, der oprindeligt udkom i 1973, henvender sig til alle historieinteresserede læsere, som synes at landboliv og folkekulturhistorie er spændende.
Axel Steensberg (1906-1999) var en dansk folkekulturhistoriker. Han havde en baggrund som landmand samt en akademisk uddannelse. Han arbejdede fra 1946-1959 som leder på Nationalmuseet. Siden blev han professor på Københavns Universitet og fungerede i øvrigt som rådgiver for UNESCO. I løbet af sin karriere udgav han en lang række bøger, især om landbrug, bønder og landbrugskultur.
Den danske landsby, 1940, red. og delvis forfattet af A.S. er forgænger for denne, som imidlertid ved sit større omfang og illustrationsmateriale og med de ajourførte forskningsresultater er en helt ny bog. Med vægten på landbrugsteknikken, især jordens ejerforhold og udnyttelse, mindre om fællesskabet på andre områder, føres landsbyens historie frem til de seneste år, da A.S. mener, at landsbyen er død. I slutningsafsnittet påpeger A.S., hvilke værdier fra landsbyen vi kan udnytte fremover i landbruget og andre erhverv. Med sin store stofkoncentration og lidt større fremstilling er bogen egentlig ikke populær, men den er i kraft af sin saglighed så væsentlig, at den bør købes udbredt. Der er udførlige litteraturhenvisninger efter hvert afsnit, men register savnes