Diktaturet er den politiske institution, der har sat det største og mest katastrofale præg på det 20. århundredes historie. Gang på gang har hele nationer lidt under enkelte mænds magtbegær og hensynsløshed.
”Diktatorer” er en samling biografiske fortællinger om 19 af det forrige århundredes mest markante despoter. Bogen skildrer både diktatorernes personlige historie og de autoritære regimers mange ansigter. Fra totalitarismens fuldstændige omslutning af samfundet og dets borgere til kleptokratiets hensynsløse jagt på rigdom, fra militærdiktaturets stædige konservatisme til de kommunistiske regimers besættelse af revolutionær forandring. I ”Diktatorer” følges 100 års spændende, men tragisk historie i de autoritære regimers skygge fra Mussolini til Saddam.
Andreas Skov og Rasmus Kjærbye Petersen er begge historikere og står sammen bag bogen ”Diktatorer – fra Mussolini til Saddam” om en række af det 20. århundredes mest markante despoter.
Bogen fortæller om diktatorer fra det 20. århundrede, fra Italiens Mussolini, der blev henrettet i 1945, over Saddam Hussein, som amerikanerne passer på i Irak, og til Fidel Castro som stadig er ved magten. Det er historikere tilknyttet Det Historiske Hus i Odense der står bag, og de portrætterer i alt 19 af de mere betydningsfulde diktatorer over ca. 10 sider hver, mens 26 mindre af slagsen hver får en enkelt spalte. Man får først lidt om diktatorernes personlige historie, så noget om den politiske situation i landet som baggrund for hvordan de etablerede diktaturet, dernæst om hvordan de udøvede deres regime, og endeligt hvordan de blev vippet af pinden igen. I indledningen og på temasider undervejs beskrives forskellige typer af diktaturer, Vestens forhold til diktaturerne, og fremtiden for diktaturerne, der heldigvis ikke tegner særlig lys, fordi CNN, Internettet og de moderne kommunikationsformer generelt har frataget diktatorerne deres vigtigste våben: styring af informationerne. Bagest forslag til videre læsning og et personregister. Det er en velskrevet og velredigeret bog der med sin særlige indfaldsvinkel til det 20. århundredes historie bl.a. vil være brugbar for opgaveskrivere i samfundsfag på ungdomsuddannelserne