Den hvide bus kører længere og længere ind i granskoven.
Bussen er så lys midt i alt det grønne, så lille blandt de mange træer, og hjulene hvirvler støvet op. Der sidder ni børn i bussen. De skal på lejrtur, det er i hvert fald meningen, men om få minutter sker der noget, som ændrer alt.
Bussen forulykker. Læreren går efter hjælp. Da lejrturen forvandles til en kamp for overlevelse, bliver alting sat på spidsen. Hvem er ven? Og hvem er fjende? For Judit og de andre handler det om at redde sig selv – mens ubehagelige hændelser i fortiden trænger sig på.
Ni børn er på lejrtur med deres lærer, da deres bus forulykker. Læreren går efter hjælp sammen med to af eleverne, og de resterende børn må sammen kæmpe for deres overlevelse i den barske natur
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Bogen er en psykologisk thriller, og den holder spændingen hele vejen igennem. Uhyggen i bogen sniger sig langsomt ind på læseren, og de syv børns personligheder og hemmeligheder afdækkes undervejs. Børnene i bogen er ca. 12 år, og bogen henvender sig til de 12-15 årige, da den er ret barsk. Nogle af historiens elementer virker ret urealistiske, fx at der kun er én lærer afsted på lejrtur med ni børn, at læreren vælger at efterlade de fleste børn alene i ødemarken, samt at de vælger at gå ind i skoven i stedet for at følge vejen, de kom fra. Det er dog ikke noget, som går ud over læseoplevelsen. Bogen kan både bruges til fritidslæsning og til emnearbejde i folkeskolens ældste klasser. Bogen lægger bl.a. op til en snak om, hvordan mennesker reagerer forskelligt i krisesituationer, og hvordan magtkampe opstår i en gruppe