Mange offentlige ledere og medarbejdere brænder for positiv forandring. Men deres gode ideer får ikke optimale vilkår for at komme ud over rampen. Erfaring, indsigt og idérigdom kommer ganske enkelt ikke tilstrækkeligt i spil. Velfærdsinnovation handler om, hvordan danske offentlige institutioner kan opnå bedre service og klare resultater, hvis de sætter fokus på at nytænke deres strategier, langt mere radikalt udvikler deres organisationer, ledere og medarbejdere og inddrager deres brugere mere systematisk. Bogen præsenterer teorier om og analyser af offentlig innovation og gennemgår systematisk vilkår, barrierer og dilemmaer for nytænkning i den offentlige sektor i dag. Den fokuserer på god innovationsledelse og spørger, om det virkelig er nødvendigt at gøre op med den berygtede offentlige nulfejlskultur, eller om høj kvalitet i driften kan trives side om side med fokus på innovation.