Gennem det meste af sit liv kæmpede politiker Jens Møller målbevidst for sine idealer, der først og fremmest tog udgangspunkt i medmenneskelighed og anstændighed. Det var en kamp, der udspillede sig på flere niveauer – dels som politiker, men også som modstandsmand, lærer, forstander, missionær og familiefar. I bogen "Sejre og nederlag" ser han tilbage på et langt og spændende liv.
Jens Møller (1921-2015) var en dansk politiker. Han var formand for Kristeligt Folkeparti fra 1973-1979 og repræsenterede i samme periode partiet i folketinget. Derefter sad han to perioder i Kolding byråd. Han er forfatter til erindringsbogen "Sejre og nederlag".
Den tidligere formand for Kristeligt Folkeparti (f. 1921) fortæller om sit liv med familien, sin lærergerning, tiden som missionær i Indien, men først og fremmest som politiker
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Jens Møller, f.1921, i offentligheden kendt som MF for Kr.Folkeparti og formand for partiet 1973-79, ser i sin erindringsbog tilbage på en tilværelse, der udover det politiske arbejde især har været helliget opgaver indenfor missionen, kirken og skolen. Opvækst i et borgerligt miljø, handelsskole, landbrugsuddannelse, i 1951 til Indien for at virke som missionær. Sygdom og fremmedartede forhold sendte imidlertid hurtigt JM, hustru og tre små børn hjem igen. Måske det første større nederlag, flere skulle siden følge. I begyndelsen af 50'erne tilbage i Danmark, hvor en ny tilværelse som lærer, især på katolske skoler, tog sin begyndelse. Titlen synes velvalgt, livet synes at have budt på sejre og nederlag, og måske også skuffelser og ikke indfriede forventninger hos et menneske, der altid synes at have erindret sig faderens devise: "Én skal stå ved roret". Heller ikke i det politiske virke blev det altid kun Jens Møller, der her benytter lejligheden til såvel efterkritik af andres som, forekommer det, oprigtig selvkritik af egen indsats og dømmekraft. Iøvrigt en velskrevet omend lidt fragmentarisk erindringsbog, hvor såvel privatsfæren som den offentlige sfære får sit, uden at der af den grund lægges nye og spændende alen til "politikerbiografien" som genre