Vi er blevet dygtige til at tage arbejdet fra hinanden.
Det er et særkende for Danmark, at befolkningen i enestående grad er opdelt i stærke faglige organisationer, hvis vellykkede pression i farligt omfang har begrænset borgernes adgang til at arbejde så meget, de lyster.
Det er betænkeligt; for i det samme land er der (af bl.a. samme grund) en helt usædvanlig stor del af indbyggerne, der lever af skatten på arbejde, hvilket for længst har indbragt et urørligt verdensmesterskab i indkomstskattetryk. Og dét begrænser yderligere mængden af udført arbejde."
Den garvede liberale politiker Bertel Haarder kritiserer i stærke vendinger det, han kalder den organiserede arbejdsløshed. Nogle af de store udfordringer, han udpeger, er underbeskæftigelse, overbeskatning og politikernes afmagt, når de ønsker at ændre strukturen. Bogen giver et spændende billede af arbejdsmarkedet i 1970‘erne set med liberale øjne.
Bertel Haarder (f. 1944) er en dansk politiker og forfatter. Han har siddet i Folketinget og Europa-Parlamentet for Venstre i en lang årrække. Bertel Haarder har af flere omgange været minister blandt andet undervisnings- og forskningsminister og integrationsminister. Han er uddannet cand.scient.pol. og har udgivet flere bøger om dansk politik og samfund.
Hårder tolker gerne tidens tale. Hvor det for et par år siden var den offentlige sektor, som bekymrede, lancerede han sin løsning i Institutionernes tyranni. Nu, hvor det er arbejdsløsheden, som beskæftiger sindene, sendes Den organiserede arbejdsløshed på markedet. Det er firs sider tekst og 15 sider tabeller og ill., hvis budskab er, at der er arbejde nok til alle. Størsteparten af arbejdsløsheden er skabt af organisationerne, som egoistisk lobber lønningerne op. Den grundlæggende fejl er det høje lønniveau, og midlet, som skal klare besværlighederne hedder indkomstpolitik. Selv om industrien gennem automatisering nedskærer forbruget af arbejdskraft, så er der stadig i servicefagene (de private, vel at mærke) arbejde nok til alle, hvis bare vi vil. Og de uligheder indkomstpolitikken skaber, klares ved at alle gennem andelsbeviser bliver medejere i industrien. Det er kvikt og hurtigt skrevet, letlæst og provokerende sat op. Men det mangler totalt den originalitet og galskab,som trods alt prægede Institutionernes tyranni. Snarere ligner det et traditionelt VKR-program. Den offentlige debat bliver derfor næppe så omfattende, som efter Hårders tidligere bøger. Men bogen bør da i høj grad interessere alle biblioteker
