Ildens tale

Dortea Birkedals nye roman ligger tematisk, miljømæssigt og med hensyn til målgruppe mest på linje med Sallys bizniz, 1989. Vi er på Vesterbro før 90ernes byfornyelse. Studinen Tabita ankommer med fire-toget og indlogerer sig i et klubværelse i et mere end kondemnabelt hus – Palæet – blandt skæve og syrede eksistenser i et ufatteligt forfald (dyrt og ikke dejligt). Hun møder den store kærlighed i den karismatiske og eksotiske Rama, og bogen fortæller om et fortærende kærlighedsfold. Ramas karisma – det brændende blik og den kraftfulde udstråling – er "en indre ild, der både lyser op og fortærer" både Tabita og hans mange proselytter, men Tabita har styrke til at gøre sig fri, skønt hun stadig elsker. Sideløbende ser vi dels Tabitas barndom i naturen i fotografiske glimt og dels sammenholdet blandt overleverne – for det er de faktisk – i Palæet og på Daghøjskolens meningsløse, men lovbundne hold. Det er en forunderlig, rapt fabulerende roman om naturbarnet og overleveren Tabita, som finder sit voksested i storbyen. Den retter sig bredt mod læserne med den intense kærlighedshistorie, men indskrænker sig alligevel mod læsere af Tabitas årgang