'Modsprogets proces' beskæftiger sig med eksperimenterende dansk litteratur fra 1960’erne og frem til bogens udgivelse i 1982. Den består af en række interviews med fremtrædende danske forfattere samt analyser af centrale værker. Tilsammen danner de en kompliceret mosaik, der afspejler denne spændende periode, hvor noget af det eneste, forfatterne havde tilfælles, var, at de var helt forskellige fra hinanden.
Litteraturhistoriker og oversætter Erik Skyum-Nielsen (f. 1952) har udgivet en lang række bøger om litteratur. Han er uddannet mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet og har siden 2003 været ansat som lektor ved samme. Skyum-Nielsen er desuden litteraturkritiker ved Dagbladet Information.
Gennem 3 essays og 15 forfattersamtaler har Skyum-Nielsen her forsøgt at analysere baggrunden for det opbrud inden for den modernistiske digtning, som begyndte i midten af 60erne og stadig ikke er afsluttet. De 2 første essays giver dels en redegørelse for hovedtendenserne inden for udviklingen i bredere forstand, dels et litteraturhistorisk rids over perioden. De 15 interviews, der strækker sig fra Per Højholt til Marianne Larsen, har tidligere været trykt i Information, men er her udvidet med citater og tekstanalyser. Det er ikke de sædvanlige søndagsinterviews, men grundige og indgående samtaler, hvor de enkelte forfattere presses til virkelig at redegøre for deres motiver og hensigter. Det sidste essay prøver at gøre en slags status over den nuværende situation. Det er et ambitiøst og kompliceret projekt, Skyum-Nielsen har kastet sig ud i, men helhedsindtrykket er, at det er lykkedes for ham. Bogen vil år fremover være en grundbog for studerende og interesserede. Den erforsynet med bibliografier, forfatter- og titelregistre