I sygelig jalousi terroriserer Janna Monsors mand hende i årevis. Da hun opdager, at han også terroriserer deres to piger, beslutter hun sig for at myrde ham. Efter mordet og den efterfølgende frikendelse kan det kun gå fremad. Tror hun.
JYLLANDS-POSTEN: "Psykologisk thriller af høj karat."
INFORMATION:" River læseren med på en trykbølge af rendyrket spænding og ubesmittet læselyst."
FYENS STIFTSTIDENDE: "Med en udpræget sans for at kombinere den psykologiske uhygge med gruopvækkende detaljer, har Staun skabt et psykologisk gys, der kryber langt ned af ryggen på læseren."
ALT for damerne: **** "Toptunet og medrivende."
Ekstra Bladet: ***** "Det er uhyggeligt og frysende godt fortalt."
BT: ***** "Holder spændingen og dramatikken oppe til det sidste."
Weekendavisen: "Jeg ved virkelig ikke, om det er kunst, men det er fra den helt rigtige, drabelige, ufimsede side forbandet tæt på."
Bogmarkedet: "Susanne Staun har endnu engang demonstreret, at hun er en af vores allerbedste. Hun kan servere et gys, som det skal serveres."
Psykologisk spændingsroman om Janna Monsor der drømmer om ægteskabet, børnene og det gode liv, men havner i en modbydelig virkelighed der driver hende ud i det ekstreme
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Susanne Stauns (født 1957) femte roman siden debuten i 1998 er uhyggelig, ubehagelig, uafrystelig - og fascinerende og spændende læsning. Det er en skildring af et menneske, der psykisk er drevet helt ud i det ekstreme, og af hvordan man kan reagere, når man ikke kan klare mere. Romanen foregår i et fiktivt amerikansk univers og handler om Janna Monsor og hendes drøm om det gode liv. Efter nogle få års lykkeligt ægteskab knækker filmen for Janna; manden forvandler sig til en psykopat, som hver nat truer hende og de to små døtre på livet. Janna slår ham ihjel i planlagt selvforsvar og den lille familie flytter for at starte på en frisk. Så slår skæbnen til igen, og den ældste datter bliver bortført, skændet og myrdet, og morderen lader forstå, at han også er interesseret i den yngste. Janna lever som i trance og accepterer, at politimanden Harry Spense flytter ind på ubestemt tid for at sikre datteren. Ved et tilfælde opdager Janna, hvem morderen er, og uagtet Harry Spenses tilstedeværelse tager hun en bestialsk hævn. Slutningen på roman er meget grim, men Janna tåler ikke mere af denne verdens ondskab. Genremæssigt er romanen en slags psykologisk thriller (men ikke en decideret krimi) og den er velskrevet i et alvorligt og indtrængende toneleje